
Ny leder på Euroclass
Det er med stor glæde, at vi kan melde ud, at vi har fundet en ny leder til Euroclass, som er en del af Efterskolen Kildevæld i Kolding.
Valget er faldet på Morten Elias Pedersen, som sammen med sin kone Anne bliver nyt lederpar på Euroclass, fra det kommende skoleår. Morten og Anne har begge gået på efterskole på Kildevæld. Anne har også været et år på Euroclass, et år som hun selv giver udtryk for var ”et af de bedste år i hendes liv”. Sammen har Morten og Anne tre dejlige børn; Daniel, Nathalie og Isabella. Morten har i mange år arbejde med salg og projektledelse, og Anne er uddannet folkeskolelærer, Cand. Mag i læring og forandringsprocesser og har bred erfaring med undervisning og læring.
I snart to år har familien boet i Tanzania som missionærer tilknyttet New Life Outreach, som er et stort og anerkendt missionsarbejde ledet af Egon Falk. Her har de bl.a arbejdet med ungdomsfængsel, international skole, undervisning, og som hospitalspræst Anne og Morten har begge en kristen baggrund og har hele deres liv været dedikeret til menighedsarbejde, i væsentlig grad med udgangspunkt i unge mennesker.
På Euroclass vil Morten og Annes opgave være at videreføre alt det gode, som EC er kendt for, men også være med til at nytænke indhold og udtryk. Euroclass skal fortsat være kendt for ”eventyr med mening”, med spændende rejser til verdens fjerneste egne. På indholdssiden vil der fortsat være ledertræning, personlig udvikling og masser af sport og fysisk træning. På Euroclass skal det være muligt at blive dygtig og kompetent, både på livsduelighed, men også på specifikke områder som musik, dans, medier, sprog og ledelse af projekter. Morten og Anne har et stort hjerte for den lokale kirke og vil være et kæmpe aktiv, for alt det spændende, som i forvejen sker i Kolding omkring kirke, højskole, friskole og efterskole.