Hvert år inviterer FrikirkeNet til en lederkonference, hvor målet er at ramme lige midt ned i krydsfeltet mellem kirke og samfund. I år er temaet ”Savnet og fundet”, og det handler om, at mange i disse år genkender en uro eller længsel — en fornemmelse af, at noget mangler. Et savn, som også kan rumme oplevelsen af selv at være savnet. At der er én, der kalder. Samtidig hører vi fortællinger om søgende, som til deres egen overraskelse gør et fund — og samtidig får oplevelsen af selv at være fundet. At der er én, der favner.
Årets lederkonference sætter fokus på krydsfeltet mellem savnet og fundet — og mellem at være savnet og fundet. Med Justin Brierley som hovedtaler ser vi på, hvordan længslen i vores tid kan forstås som et udtryk for, at Gud både kalder og favner.
Sammen vil vi lade os inspirere af det, Gud gør i vores land netop nu — og sammen vil vi gentænke, hvad det vil sige at være kirke, hvor mennesker kan finde hjem til Guds favn — og gå fra savnet til fundet.

