Jørgen Mortensen har 40 års jubilæum

Jørgen Mortensen har været ansat i Apostolsk Kirke i 40 år, og det bliver fejret med en reception søndag den 2. april 2017 kl. 12-14 i Københavns Frikirke, Filippavej 3 på Frederiksberg. Alle er velkomne! Det vil glæde Jørgen meget, hvis du kommer og er med til at fejre ham. 

Jørgen Mortensen var igennem mange år rejsende evangelist i både indland og udland. Som taler er han elsket for sin humoristiske tilgang og skarpe vinkling af både almenmenneskelige forhold, tidens trends og Guds tale ind i vores samtid.

Hans betydning og indflydelse i vores netværk er helt enormt. I en årrække sad Jørgen Mortensen med i Apostolsk Kirkes landsledelse, og han var områdeleder. I begyndelsen af 90’erne var han med til at plante Valby Frikirke, men fra 1994 blev der behov for hans tiltræden i Københavns Frikirke, hvor han stadig er præst.

Jørgen er gift med Alice og sammen har de 5 voksne børn. 

Amagerbro Frikirke ansætter sin præst

Amagerbro Frikirke har pr. 1. februar ansat Bent Bjerring-Nielsen som præst. Siden 2012 har Amagerbro Frikirke været uden ansat præst, idet Bent Bjerring-Nielsen har varetaget opgaven på frivillig og ulønnet basis ved siden af sit arbejde som lektor på 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation).

Amagerbro Frikirke har de seneste år oplevet, at Gud har åbnet nye døre og skabt grundlag for ny og spændende vækst. Kirken er meget taknemmelig til Gud for de mange nye ansigter og gode rammer i den nyindkøbte kirkebygning på Tingvej 11, som blev indviet i oktober måned.

På baggrund af de mange nye muligheder og udfordringer har Amagerbro Frikirke længe haft ønske om at fastansætte en præst til at lede og udvikle menigheden. Bent Bjerring-Nielsen plantede sammen med en lille gruppe mennesker Amagerbro Frikirke i slutningen af halvfemserne og har stået i spidsen for kirkens udvikling igennem alle årene. 

Bent Bjerring-Nielsen vil i løbet af foråret stadig dække en del undervisning på 3K, derfor er han indtil d. 1. juli ansat i en totredjedelstilling, hvorefter ansættelsen vil være på fuld tid.