Børnelejre vil gennemføre med tilpasninger

Der er sikkert mange børn, der har krydset fingre og bedt en bøn for sommerens børnelejre, der har været i fare for at blive aflyst pga. coronapandemien. Nu er der gode nyheder. De fleste af sommerens børne- og teenagelejre ser ud til at blive gennemført – dog med visse ændringer, så de lever op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og evt. i en afkortet version.

Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at planlægge og justere lejrene, så forældrene trygt kan sende deres børn af sted. Alle forældre til børn, der allerede har tilmeldt sig en af lejrene, vil blive kontaktet direkte af lejrens medarbejdere.

Landslejren er klar!

Så er der gode nyheder til alle teenagere mellem 14 og 17 år. På trods af de særlige omstændigheder de sidste par måneder har teamet bag Landslejren nemlig valgt at gennemføre årets event. Det er i uge 28, d. 4.-10. juli.

Alle lederne er klar til at give den gas for at give deltagerne en uforglemmelig lejr, der langt hen ad vejen kommer til at indeholde alle de sjove og hyggelige ting, man normalt forbinder lejren med. Der vil selvfølgelig være tilpasninger til den nuværende situation, så det kommer til at foregå efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Du kan holde dig opdateret omkring Landslejrens håndtering af situationen på deres hjemmeside eller Facebook, som løbende bliver opdateret.

Så skynd dig at hive fat i en ven og få jer tilmeldt lejren, prisen stiger nemlig allerede 10. juni.

Kom og vær med til sommerens helt sikkert sjoveste uge!