#APKSummit med fokus på discipelskab

#APKSummit er det apostolske netværks ledersamling, som hvert år samler omkring 300 præster og ledere fra hele landet den sidste weekend i januar.

I år var temaet “Giv det videre”, og gæstetaler var Gina og Øystein Gjerme, som er præster i kirken Salt i Bergen, Norge, og desuden national leder for Pinsebevægelsen i Norge. De lagde stor vægt på det personlige engagement, når budskabet om Jesus skal deles, for når der kommer nye folk ind i kirken, har de brug for at finde trygge fællesskaber og venner inde i kirken, hvis de skal vokse i troen. Discipelskab var et nøgleord, altså efterfølgelsen af Jesus, som ofte ikke kommer af sig selv, men har brug for nære relationer og god undervisning.

Indsamlingen fredag aften gik til Step Up, som er netværkets tiltag for unge, der skal ungdomsvelsignes (konfirmeres). Der har i mange år været en undervisningslejr i efterårsferien, men nu er der planer om at udarbejde et materiale, der kan bruges af kirkerne i den efterfølgende undervisning lokalt frem mod ungdomsvelsignelsen i foråret.

Mellem samlingerne var der tid til refleksion med sin egen kirke og netværk på kryds og tværs mellem landsdelene.

De mange deltagere fra nær og fjern gik hjem med et kald til at bygge stærke relationer, særligt i de små fællesskaber, hvor det er trygt at dele liv og lade troen og tjenesten vokse.