Step Up i efterårsferien

Kender du en teenager, der skal ungdomsvelsignes næste år, så læg godt ud med lejren Step Up i efterårsferien.

Forvent fede møder med lovsang, spændende prædikener og Guds nærvær. Sjove aktiviteter og udfordringer og virkelig god undervisning fra dygtige undervisere i det apostolske netværk.

I år er lejren på Aalborg Efterskole, og tilmeldingen er åben lige her.

Lejrbygninger sættes til salg

I marts 2023 blev det meldt ud fra Apostolsk Kirkes ledelse, at man ønskede at afhænde vores to lejrbygninger i henholdsvis Vig, Sjælland og Pårup v/Silkeborg. Se mere om begrundelsen her.

Siden har der været nogle afklarende processer med begge lejre. I forhold til Kongelejren har der været et ønske om at give mulighed for et “internt salg” først. Ildsjæle med kærlighed til Kongelejren, har haft 2023 til at undersøge, om der kunne etableres “en selvejende institution” som kunne købe Kongelejren og drive den videre. Dette har ikke været muligt at udmønte.

Lejrbygningerne sælges via erhvervsmæglere, og eventuelle køber kan overtage lejrene fra efter sommeren 2024. Vi håber på et salg med overtagelse senest ved udgangen af 2024. Vi er stadig opmærksomme på at forhandle en brugsret, hvis de nye købere ønsker at drive stederne videre som lejr.

Der føres fortsat samtaler med AKBU, Acts Kids og Acts Generations og lejrlederne for de to juniorlejre og den teenage-lejr, som altså formentlig afholdes for sidste gang på Påruplejren og Kongelejren i sommeren 2024. Her skal arbejdes med mulighederne for at forsætte med at lave lejre på en af vores efterskoler eller andre alternativer.

Inden nøglerne til lejrene afleveres ved et kommende salg, vil der blive inviteret til en sidste samling på lejrene, hvor vi kan sige farvel og mindes den lange historie og de mange oplevelser som mange af os har med lejrene. Vi skal sige tak til bestyrelserne og de mange frivillige, som har arbejdet hårdt for at udvikle og holde lejrene i gang i alle disse år.

Eventuelle spørgsmål til kan rettes til Serviceteamet ved at kontakte vores servicecenter i Kolding.

Fælles hjerte for næste generation

Onsdag d. 20 marts inviterede Tjenesteteamet til det årlige møde for dem, der er ledere på vores skoler, organisationer og initiativer, der arbejder for næste generation. Der var god repræsentation fra vores fire skoler, Acts Generations og AKBU af både ledere, forstandere og bestyrelsesformænd.

Formålet med det årlige møde er for det første at stå sammen i arbejdet med næste generation, dele hjerte og bede for hinanden. For det andet er det at sikre samarbejdet på tværs af vores områder, så vi nedbryder silotænkning, arbejder sammen og spiller hinanden stærke.

Et af emnerne var, hvordan vi hver især kan gøre vores del for at sikre gode overgange fra kirke til lejre, fra lejre til skoler, fra skoler til kirker, osv. Vi arbejder alle med den samme målgruppe, så samarbejde på tværs af disse instanser er høj prioritet.

Vi oplever for tiden enestående samhørighed og fælles hjerte, hvilket gør det velsignet at være sammen. Vi kan være stolte af Aalborg Efterskole, Skovbo Efterskole, Kildevæld, Acts Academy, AKBU, Acts Generations og Acts Kids.

#APKSummit med fokus på børn

Lederkonferencen #APKSummit den sidste weekend i januar for det apostolske netværk af kirker og fællesskab af tjenester satte i år endnu engang rekord med over 250 deltagere fra 25 forskellige kirker og 4 skoler. Temaet var ”Velsign os igen”, og dette års visionskollekt gik til Acts Kids, der arbejder for at understøtte børnekirker og børnekirkeledere rundt om i kirkerne og også står for aktiviteterne for børn under SommerCamp.

Om fredagen var Rachel Turner hovedtaler. Hun underviste om, hvor vigtigt det er, at børnene også får lov til at tjene med i kirken, og hvordan de kan høre fra Gud og bidrage på lige fod med alle andre. For Gud er alder ingen hindring.

Som noget nyt var lørdag formiddag sat af til ”Electives”, hvor man kunne vælge mellem seks forskellige tjenesteområder. Målet var at skabe netværk og samarbejde på tværs af kirkerne og at sætte gang i samtaler og erfaringsdeling.

Apostolsk Kirke fyldte 100 år d. 6. februar, og det blev også markeret på #APKSummit. Først med en fejring og en festtale af Jacob Viftrup, derefter med bøn for de næste 100 år.

I pauserne var der tid til netværk og hygge, og det er en stor glæde at se både erfarne og helt unge tage del i fællesskabet på tværs af kirker og generationer. Det var på mange måder en stærk konference, hvor vi oplevede Guds nærvær og kald til at være en kirke for alle generationer.

Nye akkrediteringer i netværket

Den seneste måned har Apostolsk Kirkes Tjenesteteam akkrediteret tre nye præster.

Rishiban Rudratheesan blev søndag d. 21. januar indsat som præst i Åbenkirke, Herning. Rishiban født og opvokset op i Herning og har været en del af Åbenkirke i snart 7 år.

Efter at have ledt kirkens medie- og teknikteam i en del år, blev han præsteaspirant og er nu blevet indsat som præst. Til daglig leder han områderne teknik, medie, onlinekirke, samt gudstjenester og events. 

Daniel Malan blev også indsat som præst i Åbenkirke, Herning, d. 21. januar. Daniel er særligt passioneret for ungdomsarbejde og har igennem arbejdet på efterskole og bibelskole og nu i Åbenkirke med unge bekræftet i sin brand for at se næste generation opleve autentisk tro.

Derudover er han passioneret for pastorale samtaler, vandring med mennesker i livskriser og kommunikation. 

Steffen Bay blev i januar akkrediteret i Teglgårdskirken, Middelfart. Steffen er opvokset i Osted på Midtsjælland og har sin kirkelige baggrund i Evangelisk Frikirke Danmark. Han er gift med Kristina og sammen har de 3 døtre; Annika, Maria og Josefine.

Han er uddannet fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i København og har bl.a. været lærer på Acts Academy, Kolding, hvor han også i mange år har stået i spidsen for Kolding Sommergospel.

Siden 2017 har Kristina og Steffen været en del af Teglgårdskirken, Middelfart, hvor Steffen leder gospelfællesskabet, er en del af lederteamet og indgår i forskellige pastorale tjenesteområder.

Forudbestil Jubilæumsbogen og få rabat

Apostolsk Kirke fejrer 100 år i 2024. Det fejrer vi med udgivelsen af en bog, som fortæller om livet i vores dejlige kirker de sidste 20 år. Bogen tager os med ind i kernen af, hvad vi er som Apostolsk Kirke, og hvad der har ført os derhen, hvor vi er nu – og så er den krydret med spændende personlige oplevelser om at finde Jesus, blive helbredt eller fra mennesker, som er glade for at være en del af vores fællesskaber i kirken, på lejre og sommercamps.

Bogen er skrevet af Heidi Bobjerg, og materialet er samlet af en redaktionsgruppe bestående af Gudrun Toldam, Arne Damkjer, Dina Siegumfeldt, Michael Bobjerg, Johannes Hansen og Heidi Bobjerg.

Bestil jubilæumsbogen

Forudbestil bogen nu og få den til kun 225 kr. (efter 1. maj koster den 279 kr.) Den udleveres på Sommercamp.

Bestil og støt jubilæumsbogen

Hvis du både forudbestiller bogen og støtter udgivelsen for samlet 500 kr., kvitterer vi med at sende dig et link til en pakke, hvor du kan varme op til jubilæumsfejringen til sommer. Du får:

  • Digital adgang til vores to jubilæumsbøger fra 50-års og 80-års jubilæet.
    (andre får først adgang til sommer)
  • Et smugkig på nogle udsnit fra den nye bog, når den ligger klar.

Værelser udlejes i Kolding

Store og lyse værelser udlejes i internationalt miljø

Værelser med adgang til køkken, toilet og bad, fælles opholdsstue og vaskerum, beliggende på 4. sal, Lykkegårdsvej 100 i Seest, kun 2 km fra Kolding centrum. Smukke omgivelser med kort afstand til park og natur.

Alle værelser indeholder indbyggede skabe og håndvask. Husleje 3.150 kr. inkl. forbrug.

Første måneds husleje og depositum svarende til to måneders husleje betales før indflytning.

Kontakt servicecenter@apostolskkirke.dk for at høre nærmere. Det forudsættes, at lejere har tilknytning til Apostolsk Kirke, enten lokalt (Kirkeibyen) eller nationalt.

Frivillige til Kaniki Bible College

Har du mod på at opleve tværkulturel mission, så er der her en udfordring til dig.

For godt fyrre år siden lagde danske missionærer fra apostolsk kirke i Danmark grundstenen til en bibelskole på Kobberbæltet i Zambia. Skolen har været støttet af danske apostolske menigheder fra starten. I november 2023 dimitterede 60 elever fra de sidste tre årgange med diplom. Kaniki Bibel University College (KBUC) er nu næsten fuldstændig drevet af zambianere. (Apostolic Church in Zambia)

I den forbindelse står skolen over for en omfattende renovering af bygninger, køkken, elektricitet, VVS, wi-fi, mm., fordi Kaniki Support Group (KSG) gerne vil overdrage bygninger og faciliteter i god stand. Gennem årene har mange danske frivillige været involveret i forskellige opgaver: tømrere, murere, elektrikere, mekanikere etc.

Hvis du kan se dig selv i sådan en opgave og kan give mindst en måned til projektet, vil KSG meget gerne i kontakt med dig. Der tilbydes ikke løn, men rejsen frem og tilbage samt kost og logi.

Yderligere oplysninger og kontaktinformation kan ses i opslaget herunder.

Husk at tilmelde dig til #APKSummit

#APKSummit 2024 afholdes den sidste weekend i januar, og temaet er ”Velsign os igen”. Husk at tilmelde dig senest mandag d. 15. januar.

Vi fejrer 100 års jubilæum i 2024 og vi ser tilbage på 100 år med stor taknemmelighed for alt det, Gud har gjort. Men vores kald som bevægelse er ikke først og fremmest at skrive historie, men at skabe historie, og vores bøn er: “Gud, Velsign os igen. Fyld os igen. Giv os mod til at være kirke ind i vores tid. Send os igen – som dit folk, på tværs af generationer.”

Vi vil have et særligt fokus på hvordan vi kan skabe en kultur, hvor vores børn bliver en endnu større del af vores kirke. Så vi tager deres tro og tjeneste alvorlig og giver dem et medejerskab. De er vores “nu-generation” og ikke “næste-generation. “Gud, velsign vores børn igen.”

Lederkonferencen er åben for alle ledere i de lokale kirker og skoler.Er du præst, menighedsleder, ungdomsleder, børnekirkeleder, lovsangsleder eller på anden måde leder, så er det her muligheden for at mødes med andre ledere i det apostolske netværk. Ægtefæller er velkomne.

Tilmeld dig her

Jobopslag: Præster til Esbjerg og Odense

To af kirkerne i det apostolske netværk søger i øjeblikket en præst. Det er Jacobskirken i Odense og Jakobskirken i Esbjerg

Jacobskirken i Odense er en kirke i forandring, midt i et større generationsskifte og med vækst på flere områder. Kirken vil gerne være et ressourcecenter for Odense og Fyn, så fællesskaber med Jesus i centrum rejses og trives. De ønsker at udvikle og udruste tjenester, der virker til evangeliets udbredelse.

Kirken søger en familiepræst, der kan fungere som samlende figur for børnefamilierne i samarbejde med et team på omkring ti børne- og teenagemedarbejdere. Ansøgningsfristen er d. 20. januar 2024

Jakobskirken i Esbjerg har som mål at være en aktiv og synlig del af byen og et sted, hvor mennesker kan søge et åndeligt fællesskab, men også få helt almindelige behov dækket. Når kirken samles til gudstjeneste på tværs af generationer, er de 8-10 nationer repræsenteret.

Kirken søger en præst, der har lyst til at slå sig ned i Esbjerg og bygge menighed på den lange bane. Ansøgningsfrist er d. 15. januar.

 

Du kan se begge jobopslag i deres fulde længde herunder.