Evangeliesalen skifter navn

Evangeliesalen, en frikirke i Randers, der sidste år kunne fejre 50 års fødselsdag, skifter nu navn.

I 2013 købte Evangeliesalen egen bygning på Alsikevej 33, som menigheden selv satte i stand, og sidste år kunne man fejre 50 års virke i byen. Menigheden blev grundlagt i 1970 og født ind i en vækkelsesånd med en kærlighed til Guds Ords forkyndelse – en kærlighed, som stadig brænder.

I juli måned 2019 blev Evangeliesalen budt velkommen i Apostolsk Kirkes netværk og blev en del af fællesskabet.

– Vi har i menigheden meget til fælles med netværket, både når det gælder værdier og teologi, og samtidig er netværket et fællesskab af menigheder med en stor mangfoldighed, med højt til loftet og plads til forskellighed, siger Simon Griis, der er præst i Evangeliesalen. – Derfor kan vi stadig være ”os” med alt, hvad det indebærer i et lokalt udtryk.

Og nu er tiden kommet til en navneforandring. Menigheden kendes i fremtiden under navnet Apostolsk Kirke Randers. Navnet er nyt, men lovsangen, forkyndelsen, bønnen, og fællesskabet er det samme.

Kirken fortsætter som en del af Apostolsk Kirkes netværk, og man kan sige, at de er vendt tilbage til rødderne, for det var den apostolske åbenbaring, som tændte de første i brand i starten af halvfjerdserne.

Mød missionærerne online ved MissionSummit UNITED

Er du interesseret i mission, er du præst, leder eller helt almindelig kirkegænger, så er du inviteret til MissionSummit UNITED, der foregår på zoom lørdag den 29. maj kl. 9-12

Tilmeld dig her og modtag mail med zoom-link og mere info!

Den 29. maj holder AKM en åben samling for alle interesserede, hvor der er mulighed for at møde missionærer, projektledere og nogle af vores partnere fra missionsmarken. Det er en unik anledning til at følge med i, hvilke projekter vi har som apostolske kirker rundt i landet, samt at hilse på andre, der har en brand for international mission. På grund af coronapandemien foregår samlingen på zoom. Du modtager det nødvendige zoom-link og mere info, når du tilmelder dig på ovenstående link.

Temaet er “Reshaping Mission” og dagen vil starte med et oplæg fra Per Hyldgaard, der er grundlægger og leder af Gospel Outreach, og som taler om kernen i mission. Senere vil vi høre input fra nogle af missionærerne, og undervejs vil der være flere anledninger til at samtale, dele erfaringer og bede sammen i mindre grupper.

Læs mere om MissionSummit her

Jobopslag: Forstander til Aalborg Efterskole

Aalborg Efterskole søger ny forstander pr. 1. august 2021. Ansøgningsfristen er d. 23. maj.

Brænder du for, at næste generation må lykkes, og har du modet til at gå tæt på den enkelte?

Har du indgående kendskab til de potentialer, der ligger i efterskolelivet som katalysator for unge menneskers faglige, sociale og personlige dannelse? Og har du samtidigt kompetencerne til, sammen med en dedikeret og dygtig medarbejderstab og bestyrelse, at drifte og udvikle skolen, således at Aalborg Efterskole konsolideres som en væsentlig spiller på efterskolemarkedet? Så er det måske dig, som skal være Aalborg Efterskoles nye forstander pr. 1. august 2021.  

Læs hele jobopslaget på skolens hjemmeside.

Forstanderskifte på Aalborg Efterskole

Bestyrelsen på Aalborg efterskole og Finn Mester er enedes om at sidstnævnte fratræder sin stilling som forstander for Aalborg Efterskole. Finn er allerede stoppet men har endelig fratrædelse d. 31. juli 2021. Årsagen til samarbejdets ophør er uenighed om skolens pædagogiske og ledelsesmæssige linje.

Finn Mester og hans hustru Pia har siden visionen om Aalborg Efterskole fødtes været dybt involveret i realiseringen af Aalborg Efterskole. Det har de gjort med stor entusiasme og ildhu, hvilket har resulteret i, at skolen i dag har over 100 elever.

Vi siger dem begge en stor tak for deres enorme indsats og ønsker dem Guds velsignelse over fremtiden.

Frem til d. 31. juli er Jens Erik Høj-Pedersen ansat som midlertidig forstander. Jens Erik kommer fra en mangeårig ansættelse som skoleleder på Lukasskolen i Vejle. Den permanente stilling som forstander vil snarest muligt blive slået op.

Ny leder for Serviceteamet

Poul Ernst Jessen har valgt at fratræde som leder for Serviceteamet, der varetager den administrative ledelse i netværket af apostolske kirker, fordi hans arbejde i øjeblikket kræver al hans ledige tid. Det betyder, at han ikke længere har den fornødne tid til at følge de sager og processer, som Apostolsk Kirke har fokus på. 

René Troest-Tryck overtager ansvaret som leder for Serviceteamet indtil videre. René er præst i Sjølundkirken i Næstved, formand for Skovbo Efterskole, har tidligere ledt Serviceteamet og var allerede valgt ind i teamet.

Vi vil gerne sige en stor tak til Poul Ernst for hans store hjerte for vores netværk – og for alle de timer, han har investeret gennem årene. Poul Ernst har været en del af Serviceteamet siden det blev skabt i 2008, og har været utrolig vigtig i det løbende arbejde med at bringe visdom, tro og sund fornuft ind i en lang række processer og beslutninger.

SommerCamp Nord: Tilmeldingen er åben

SommerCamp Nord har netop åbnet for tilmelding til sommerens sjoveste og mest himmelske campingferie i det nordjyske.
Brug dette link til at sikre dig og din husstand en plads enten på campingpladsen eller på et af Aalborg Efterskoles fine værelser.
Husk at tilmelde dig før d. 15. maj, hvor priserne stiger.

Programmet kommer løbende, så følg med på facebooksiden og hold dig opdateret.

Jobopslag: Viborg Frikirke søger ny præst

Er du vores nye præst?

Da vi i efteråret 2020 sagde farvel til vores præstepar Line & Jonbjørn, som skiftede deres adresse i Viborg ud med en ny adresse på Færøerne, leder vi nu efter en ny præst – eller et nyt præstepar.

Vi er en menighed bestående af ca. 60 aktive medlemmer og dertil 20 børn/teenagere, som har egen kirkebygning og er placeret i Overlund, som ligger i det østlige Viborg tæt på de smukke Nørresø og Søndersø midt i byen.

Som kirke har vi en lang og god historie bag os, men ser nu frem imod den fremtid, Gud har for os. Og dette søger vi en ny præst til at stå i spidsen for.

Derfor er den præst, vi søger:

  • en naturligt fremtidsorienteret person med en visionær kant og ”fingeren på pulsen”.
  • en leder med en god portion karisma, som har evnen til at samle mennesker omkring sig.
  • en teamplayer, der har lyst til at arbejde med frivillige.
  • en solid beslutningstager, der ønsker at skabe forandring.
  • en god forkynder og underviser.
  • en person, der har blik for balancen mellem løbende udvikling og kontinuerlighed/trivsel i menigheden.

Som kirke kan vi tilbyde en 50%-stilling inkl. pension, og dertil en tjenestebolig bestående af en villa på 150 kvm beliggende på nabogrunden til kirkens bygning.

Fanger ovenstående din interesse – eller kender du nogen, som det kunne være interessant for? Så hører vi gerne fra dig.

Kontakt menighedens supervisor:  Johs. Hansen  23 95 06 48, så vi kan starte dialogen derfra.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Viborg Frikirkes Lederråd

Bente Fogh indsættes i Hillerød

Søndag d. 9. maj indsætter Apostolsk Kirke i Hillerød Bente Fogh Hansen som præst og hyrde. Bente er netop gået på efterløn og har været en del af ledelsen i Hillerød gennem flere år. Hun har stået med ansvaret siden Steffen Vang Jørgensens pludselige død i efteråret 2019.

Bente har udsyn og lyst til at skabe broer til byen, hun er vellidt blandt kirkens medlemmer og har et stort hjerte for de mennesker, som er en del af fællesskabet.

Der arbejdes også på at tilføre mere tjeneste til kirken, der har brug for en pionértjeneste, som bl.a. kan bygge bro til børnefamilier og unge i byen.

Åbenkirke i Herning slår sig ned ved ikonisk bygning

Et særpræget hus bliver Åbenkirkes nye vartegn

Åbenkirke har travlt med at pakke flyttekasserne for at rykke ind i nye faciliteter på Silkeborgvej 88. Adressen er ud til en af Hernings store indfaldsveje og med kort afstand til centrum. Kirkens kommende hjem bliver tre sammenhængende bygninger med et iøjnefaldende skævt hus som frontlinje. Igennem februar indtager kirkens administration lokalerne. Og efter administrationen følger kirkens mange arbejdsgrene med over i bygningerne. Kirkens arbejde vokser, og de 225 frivillige medarbejdere har brug for plads til at udfolde sig.

– Vores nuværende bygninger i Olufsgade er for begrænsede til, at vi kan udvikle os som kirke. Vi oplever stor vækst inden for vores børne- og ungdomsarbejde og i kirkens udadrettede sociale arbejde. Med flere kvadratmeter skaber vi bedre rammer for medarbejdere og aktiviteter, siger Lars Bo Olesen, ledende præst i Åbenkirke.

Lars Bo Olesen fortæller, at de 450 faste medlemmer i kirken kan glæde sig over en større sal med et forbedret indeklima, når de samles til gudstjenesterne om søndagene. Og efter gudtjenesterne vil mange kunne spise og hygge sig i det rummelige cafeområde. De nye lokaler giver også mulighed for at arrangere events og koncerter, som kirken gerne vil bidrage med til byens kulturliv.

– Nu hedder vi jo Åbenkirke. Vores intention er, at mange skal komme forbi og få glæde af at bruge vores faciliteter. Det gælder både vores faste medlemmer og andre interesserede fra Herning og omegn, pointerer Lars Bo Olesen.

En central og synlig placering har for kirken været i høj kurs i jagten på et nyt sted.

– Vi ønsker, at vores bygninger i deres udtryk lever op til navnet om, at vi er en åben kirke. Jeg synes faktisk, at den smukke ikoniske bygning med den tilhørende glasbygning signalerer åbenhed og transparens. Det er værdier, vi gerne vil måles på, understreger Lars Bo Olesen. – Med en beliggenhed skråt over for byens største indkøbscenter vil mange herninggensere forhåbentlig blive mindet om, at vi er en åben kirke, hvor alle er velkomne.

Åbenkirkes plan er, at alle kirkens aktiviteter og arrangementer finder sted i de nye faciliteter inden udgangen af 2021.

Ny forstander på Efterskolen Kildevæld

Bestyrelsen for Efterskolen Kildevæld har ansat Kamilla Buch Seerup, 42 år, som ny forstander fra det kommende skoleår. Kamilla afløser Poul Jørgensen, der har ledt efterskolen de sidste 13 år.

Kamilla er uddannet lærer i 2002 og har et godt kendskab til efterskoleverden. Hun kender Kildevæld indefra og ud, da hun selv både har været elev og sidenhen også ansat som timelærer på skolen. Derudover har Kamilla i en årrække været ansat som efterskolelærer på en af Apostolsk Kirkes andre efterskoler, Skovbo ved Ringsted. Her påbegyndte hun Efterskolernes lederuddannelse og fungerede sidenhen først som tillidsrepræsentant og påtog sig viceforstanderopgaver i et ledelses-setup med Jan Dufke. 

Kamilla kommer nu tilbage til efterskoleverden som forstander efter 12 år ude i erhvervslivet, hvor hun sammen med sin mand, Jeppe, har ejet og drevet 8 McDonald’s restauranter med fokus på ledelse af medarbejdere og strategisk udvikling. Hendes ledelsesstil har både menneske og opgave for øje. Kamilla værdsætter harmoni, ærlighed og gennemsigtighed. Det er vigtigt for Kamilla med et motiverende arbejdsmiljø, så det gode samarbejde og “de  gode  øjeblikke” kan blomstre. Kamilla er kendt for at være en dygtig, nærværende og levende kommunikator. Hun er empatisk og skarp, når hun er sammen med mennesker, og så har hun et særligt efterskole-”DNA” – skabt gennem hendes egne erfaringer med denne fantastiske skoleform.

Kamilla vil få en ”rullende start”, da hun allerede i løbet af februar måned vil starte med at ”kigge ind” i nogle af de mange ledelsesmæssige opgaver, der er på Efterskolen Kildevæld. Den ”rullende start” vil også sikre en god og sikker aflevering af det store arbejde, Poul Jørgensen har udført. 

Privat er Kamilla gift med Jeppe, som hun mødte på Efterskolen Kildevæld for 25 år siden. Parret er bosat i Kolding og sammen har de to børn, Alma på 11 år og Asger på 13 år. Kamilla nyder i sin fritid at spille golf, padeltennis, gå ture, hygge med gæster, samt tid med familien. Kamilla vil blive en del af Kirkeibyen, Apostolsk Kirke i Kolding.

Forud for ansættelsen af Kamilla er der pågået en proces, hvor bestyrelsen valgte at slå stillingen op som ny forstander på Kildevæld. Et ansættelsesudvalg blev nedsat bestående af bestyrelsesmedlemmer, en medarbejderrepræsentant samt et medlem fra Apostolsk Kirke i Danmarks Tjenesteteam. Ansættelsesudvalget har forholdt sig til indkomne ansøgninger og har udvalgt flere kandidater til samtale. Da det blev kendt af bestyrelsesformand Ole Seerup, at en af ansøgerne var Kamilla Buch Seerup, som er Oles svigerdatter, valgte han at trække sig omgående fra processen omkring ansættelse af ny forstander. Processen er derfor blevet ledt af Karsten Møller, der er næstformand i Kildevælds bestyrelse. 

Bestyrelsen glæder sig over valget af Kamila Buch Seerup, som ny forstander på Kildevæld, og byder hende varmt velkommen. Skulle der være evt. spørgsmål til ovennævnte er man velkommen til at kontakte Karsten Møller på tlf.: 20371564 eller e-mail: km@kirkeibyen.dk