Kassererkursus med fællesskab og vidensdeling

Sidste weekend afholdt Servicecenteret kassererkursus for alle kirkerne i netværket. Det er en tilbagevendende begivenhed, der både skal opdatere kassererne med information og undervisning i nyt software, og sætte fokus på fællesskab og godt kollegaskab.

I år blev kurset gennemført med god afstand, mundbind og alle de øvrige corona-anbefalinger, og som noget nyt var en håndfuld kirker med online på Teams. Det betød, at samtlige kirker med eget bogholderi var repræsenteret ved kurset.

Vi er glade for, at det kan lade sig gøre at facilitere vidensdeling og servicere kirkerne på denne måde, for det er en af de ting, vi prioriterer højt.

Tak til alle, der mødte op – fysisk eller online – og bidrog med deres tilstedeværelse, viden, skarpe spørgsmål og smil. Vi glæder os til at gentage succesen en anden gang.

Nye præsteaspiranter i netværket

Tjenesteteamet har akkrediteret følgende præsteaspiranter i løbet af de seneste måneder:

Kirkeibyen, Kolding: Elisabeth Rostved og Michelle Lundsteen

Åbenkirke, Herning: Rishiban Rudratheesan og Daniel Malan

Åbenkirke, København: Simon Lund og Daniel Kozma

Vi ønsker jer alle Guds velsignelse over jeres tjeneste.

Efterskolen Kildevæld skal have ny forstander

Vivi og Poul Jørgensen har opsagt deres stillinger som hhv. lærer og forstander på Efterskolen Kildevæld til fratrædelse ved skoleårets udløb, hvor de så vil have virket i 13 år.

Poul har som forstander sat sig blivende aftryk på Kildevæld. Han er en person der sætter den gode stemning, er et afholdt menneske og myreflittig. Han har iværksat og gennemført bygningsmæssige forandringer og udvidelser ligesom vedligeholdelsesstandarden på skolen er bragt helt i top. Der kan i uprioriteret rækkefølge nævnes: Renovering af Kongreshallen ud- og indvendigt, anlæg af kunstgræsfodboldbane af høj kvalitet, udvidelse af elevernes dagligstue, opført ny samlingssal ved undervisningsfløjen og meget mere.

Det var også Poul der kom til bestyrelsen og ønskede at gøre skolen røgfri. Set i dag var det en indlysende og nødvendig ændring, men set i samtiden var det en lidt risikobetonet beslutning. Det var Poul, der så det og gennemførte det til stor glæde for miljøet på skolen.

Vivi er en dygtig, velanset og afholdt lærer på skolen. Hun har som uddannet sygeplejerske udover sin undervisning haft helbredsmæssigt tilsyn med eleverne. Vivi har haft særligt ansvar for elever med behov for ekstra hjælp fagligt og for inklusionseleverne.

Bestyrelsen for efterskolen igangsætter nu arbejdet med at finde deres afløsere.

Vi vil ønske Vivi og Poul al Guds velsignelse i deres fremtidige virke og siger tak for de mange års store engagement blandt teenagere og unge.

Nye medarbejdere i AKBU

Laura Fredensborg, som har været ansat som børne- og juniorkonsulent i Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU) siden 2018, har fået nyt job pr. 1. november og stopper derfor som ansat. Laura vil dog fortsat hjælpe AKBU frivilligt med forskellige projekter. Tak til Laura for hendes fortsatte tjeneste og hjerte for børn!

AKBU har i stedet fået en praktikant fra Højskolen, Eva Poulsen, som skal arbejde med udvikling af børnearbejde hver fredag på kontoret og besøge kirker om søndagen. Eva har en stor passion for børnearbejde i kirkerne.

Derudover er Stine Bang Mørch ansat en dag om ugen til at varetage medlemsdatabasen og andre administrative opgaver på AKBUs kontor. Stine arbejder i forvejen et par dage om ugen på Kirkeibyens kontor i Kolding.

Åbenkirke indsætter Simon Jørgensen

Simon Jørgensen blev d. 13. september indsat som præst i Åbenkirke i Herning efter en periode som præsteaspirant samme sted.

– Det har været en kæmpe berigelse at være med i netværket Apostolsk Kirke og sammen med de 19 præsteaspiranter, som er en del af netværket, siger Simon Jørgensen. – Nu har jeg så taget hul på et nyt kapitel i mit liv, hvor jeg er kommet med i Åbenkirkes præsteteam og skal være med til at navigere kirken og menneskene ad den vej, som Gud har tænkt, at vi skal gå.

Som den ældste af seks børn lærte Simon tidligt i sit liv at tage ansvar og at være en god storebror. Det er værdifulde egenskaber at have i sin personlighed, når man skal være præst for en kirke. Og ansvarlighed og gennemsigtighed er netop karaktertræk, der både præger ham selv, og som efter hans mening er et must hos ledere.

Ud over nu at være præst i Åbenkirke og tidligere ungdomsleder samme sted, er Simon lærer på Midtjyllands Kristne Friskole i Herning, hvor hans kone Stephanie også er ansat som pædagog. Han har de ældste årgange i matematik, historie og engelsk og har undervist i 12 år, men først i år blev han uddannet lærer efter at have taget den netbaserede uddannelse på Nr. Nissum lærerseminarium.

Dette er et uddrag af en længere artikel om Simon Jørgensen, som kan læses her.

 

Par starter kristent retrætecenter

Carrie og Hans Lautrup, som er en del af ledelsen i Jakobskirken i Esbjerg, starter et kristent retrætecenter i Vibæk ved Esbjerg. Centeret hedder Bækkely, og visionen er at skabe rammer for personlig og åndelig vækst for mennesker. Fra november 2020 tilbydes retræteophold med åndelig vejledning i en villa i Esbjerg, men senere er det planen at Bækkely skal have til huse i den tidligere staldbygning på parrets ejendom i Vibæk.

Carrie er uddannet psykolog og har gennemført en 2½-årig efteruddannelse inden for kristen helbredende bøn hos Randy Clark’s Global Awakening i USA. Hans og Carrie er begge aktive i foreningen Tres Dias, som tilbyder tværkirkelige retræter, og de vil gerne se flere gennembrud som dem, de oplever, når de er sammen med mennesker over tid og kan både tale og bede sammen med dem. Tidligere har de været ledere for den landsdækkende og tværkirkelige forbønstjeneste ”Healing Rooms Danmark”.

Læs mere om det nye retrætecenter på Carries hjemmeside.

Afskedsreception i Silkeborg

UPDATE: Pga. coronarestriktioner er arrangementet begrænset til medlemmer af Silkeborg Frikirke og andre fra lokalområdet.

D. 25. oktober kl. 13.00-14.30 holder Silkeborg Frikirke afskedsreception for Lars Pugh, der fratræder sin stilling efter længere tids sygemelding. Alle er velkomne.

Lars Pugh har gennem sine 15 år som præst i Silkeborg Frikirke skabt et solidt samarbejde mellem byens kirker i Evangelisk Alliance, fælleskirkeligt socialt arbejde samt missionsprojekter. Han har også investeret sin tjeneste ind i Apostolsk Kirkes netværk, bl.a. i arbejdet med samlinger for præsteaspiranter.

Christian Tychsen, der blev ansat som præst i samme kirke for et par år siden, udtaler:

– Lars har med sit store hjerte for mennesker, byen og den lokale kirke skabt en generøs kirke, hvor der er plads til alle, uanset hvor man er i livet. På grund af det og alt det andet, Lars har bidraget med gennem årene, fortjener han en stor og dybfølt tak!

Follow in Fellowship starter ny sæson

I oktober starter Follow in Fellowship en ny sæson. Det er et ledertræningsforløb for unge mellem 17½ og 25 år, som til dagligt involverer sig og er frivillige i deres lokale børne- og ungeforening eller kirke. På kurset får man praktiske værktøjer, bliver klogere på at lede og lærer af andre. Underviserne er superdygtige på hver deres felt, og der er plads til spørgsmål, refleksion og inddragelse af erfaringer. Kurset strækker sig over fem weekender og en uge i sommerferien, så der er god mulighed for at omsætte teori til praksis undervejs i de lokale foreninger eller kirker.

Follow in Fellowship er skabt i tæt samarbejde mellem Højskolen Acts Academy og Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU). Tilmeldingen er åben et par dage endnu, så skynd dig, hvis du vil nå at være med – læs mere om kurset her.