#APKSummit med fokus på børn
Lederkonferencen #APKSummit den sidste weekend i januar for det apostolske netværk af kirker og fællesskab af tjenester satte i år endnu engang rekord med over 250 deltagere fra 25 forskellige kirker og 4 skoler. Temaet var ”Velsign os igen”, og dette års visionskollekt gik til Acts Kids, der arbejder for at understøtte børnekirker og børnekirkeledere rundt om i kirkerne og også står for aktiviteterne for børn under SommerCamp.
Om fredagen var Rachel Turner hovedtaler. Hun underviste om, hvor vigtigt det er, at børnene også får lov til at tjene med i kirken, og hvordan de kan høre fra Gud og bidrage på lige fod med alle andre. For Gud er alder ingen hindring.
Som noget nyt var lørdag formiddag sat af til ”Electives”, hvor man kunne vælge mellem seks forskellige tjenesteområder. Målet var at skabe netværk og samarbejde på tværs af kirkerne og at sætte gang i samtaler og erfaringsdeling.
Apostolsk Kirke fyldte 100 år d. 6. februar, og det blev også markeret på #APKSummit. Først med en fejring og en festtale af Jacob Viftrup, derefter med bøn for de næste 100 år.
I pauserne var der tid til netværk og hygge, og det er en stor glæde at se både erfarne og helt unge tage del i fællesskabet på tværs af kirker og generationer. Det var på mange måder en stærk konference, hvor vi oplevede Guds nærvær og kald til at være en kirke for alle generationer.