Apostolsk kirke i Hjørring er lukket
Skt. Hans aften blev sidste mødedag i Apostolsk Kirke i Hjørring. Kirken havde da eksisteret i 100 år, idet den blev stiftet som Løkken-Hjørring menighed d. 3. Maj 1924. Det var den blot tredje apostolske kirke i Jylland. D. 3. Februar 1926 blev den udskilt fra Løkken som selvstændig menighed.
I årenes løb har meget tjeneste og mange tjenester udgået fra menigheden. På et tidspunkt var der ikke færre end 40 udposter alene ud fra Apostolsk Kirke i Hjørring, altså steder hvor man mødtes i hjem, på offentlige pladser til friluftsmøder, i krostuer, forsamlingshuse mm.
Igennem de sidste mange år er det dog gået støt tilbage for menigheden. Da Lillian og Niels-Jørgen Dahl Jensen stoppede som præstepar, tog først Anette og Erling Gjesten og senere Gerda og Benni Høyer over som daglige ledere af menigheden godt hjulpet af Finn Ravn-Hansen fra Apostolsk Kirke i Aalborg.
Men til sidst var der kun 15-20 medlemmer tilbage, hvoraf de fleste var godt oppe i årene. Som en konsekvens heraf besluttede lederskabet, som ud over Høyer-parret også bestod af Lene Dahl-Jensen, at lukke menigheden. Det har naturligvis ikke været en let beslutning efter de mange år, men en nødvendig en af slagsen. Der skal lyde en stor tak til ledergruppen og Finn Ravn-Hansen for deres lange og trofaste tjeneste i Hjørring. De tilbageværende medlemmer af kirken har stort set alle fundet ind i andre menigheder.
Bygningerne vil nu blive sat til salg og provenuet brugt til nyplantninger af kirker i byer i den nordlige del af Jylland, herunder Hjørring.