En pioner takker af
På søndag d. 16. juni siger Nykøbing Mors Frikirke tak til deres præstepar gennem 17 år, Laurids og Litzia Hjørnholm. Laurids har lige rundet de 65 år og har valgt at stoppe som aktiv menighedsleder og præst.
Laurids og Litzia har helt fra deres unge år været i tjeneste og altid med, hvor der skete noget, som fx i gademission og sommerevangelisation rundt omkring i Danmark. De har aldrig været bange for at træde ud i noget nyt – med sand pionerånd.
Tilbage i 1970’erne var Laurids en del af ledelsen i Apostolsk Kirke i Herning, og ægteparret har også virket som ungdomsledere samme sted. I 1985 flyttede de til Ikast for at tage sig af menighedsplantningen der. Efterfølgende har ægteparret også plantet menighed i Viborg og igen nogle år senere i Herning. Sammenlagt er det blevet til mere end 25 år med menighedsplantning i disse tre byer. Laurids havde under det hele fuldtidsjob i erhvervslivet og var udover sit præstejob i menigheden i Viborg også områdeleder.
I 2002 overtog Laurids Hjørnholm præstegerningen i Nykøbing Mors efter Søren Viftrup. Kirken består i dag af ca. 35 personer af både dansk og udenlandsk oprindelse. Litzia og Laurids Hjørnholm kan således se tilbage på deres liv og tjeneste med stor taknemmelighed til Gud. Kaldet bar igennem og Gud lod pionergerningen lykkes.
Peter Haldimann Nielsen indsættes som præst i Nykøbing Mors Frikirke efter Laurids Hjørnholm. Peter fortsætter samtidig som præst i Lemvig, og Poul-Henrik Carl indsættes som daglig leder i Nykøbing Mors. Det sker ved en gudstjeneste søndag d. 30. juni.