Holbæk Frikirke og AKBU ansætter børne- og ungekonsulent
1. januar 2022 ansættes Majbrit Strange i en fuldtidsstilling, som børne- & ungekonsulent i Holbæk Frikirke (60%) og i Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU) nationalt (40%). Majbrit kommer fra en stilling som lærer på en kristen friskole og har i flere år arbejdet med børne- & teenageaktiviteterne i Holbæk Frikirke.
I AKBU skal Majbrit bl.a. arbejde med fokus på børn, juniorer, SommerCamp, lokalforeninger på Sjælland og hjælp til ansøgninger af aktivitetstilskud.
Søren Sørensen, daglig leder af AKBU, udtaler om ansættelsen:
- Fra min første dag i AKBU har jeg ønsket at ansætte en konsulent på Sjælland og udvide vores arbejde endnu mere nationalt. Jeg har lært Majbrit at kende som en dygtig leder, der har udviklet foreningen i Holbæk med nye medlemmer, frivillige medarbejdere og ekstra arrangementer under en coronatid. Majbrit har også været en del af bestyrelsen i AKBU, hvor hun har bidraget med gode ideèr, stor opbakning og skønt humør. Vi er meget taknemlige for, at Majbrit har sagt JA til at arbejde i AKBU, og til Holbæk Frikirke, for deres tro og opbakning til at frigøre Majbrit, så hun kan arbejde med børn og unge på fuldtid.
Simon Engmose, ledende præst i Holbæk Frikirke udtaler:
- Jeg vil gerne ønske AKBU tillykke med deres ansættelse af Majbrit. I har fundet en fantastisk medarbejder, og vi er meget glade for, at Majbrit nu kan være deltidsansat både hos os i Holbæk Frikirke og i AKBU, så flere kan få glæde af Majbrits talenter og gaver. Vores ansættelse af Majbrit til at koordinere og lede hele vores børne-, teenage- og ungdomsafdeling har vist sig at være en af de allerbedste beslutninger, vi nogensinde har taget. Udover at Majbrit både er kreativ og har god kontakt til børn og teenagere, så er hun også lykkedes i få hjulpet mange nye medarbejdere i gang. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at AKBU og Majbrit bliver til gensidig velsignelse, og jeg ser frem til samarbejdet imellem Holbæk Frikirke og AKBU.