Kongen og korset på scenen i Sydsjællandsk kulturcenter
I Næstved er byens frikirker gået sammen om PÅSKE:EVENT 2017, som finder sted på Grønnegades Kasernes Kulturcenter palmesøndag d. 9. april. Denne søndag rykker kirkerne ud af deres vante rammer for at give byen en oplevelse for hele familien og alle generationer i lyd, multimedie, drama, sang, tale og dans.
”Det er en festlig fejring af påsken for alle, der har lyst til at opleve kirke lidt ud over det sædvanlige,” siger Martin Højgaard, som er præst i Sjølundkirken.
Ud over kirkernes egne folk medvirker Euroclass fra Efterskolen Kildevæld i Kolding og Michael Wandt Laursen, som er præst, journalist og generalsekretær for FrikirkeNet.
Arrangementet er gratis, mere info kan findes her.