Lars Due-Christensen til ChristChurch London
Lars Due-Christensen er blevet ansat i ChristChurch London med ansvar for deres ledere på tjenesteområder som socialt arbejde, børnekirke, pastorale tjenester, lovsang og kommunikation.
Lars og Mette Due-Christensen flyttede til London for et år siden i forbindelse med Mettes ansættelse som forsker ved Kings College. Planen var, at de skulle bo der et år, men nu bliver de i London mindst et år mere.
”Vi har oplevet stor samklang i tænkning, værdi, spiritualitet og tjenesteforståelse med lederen af CCL, David Stroud, og er gradvist blevet mere og mere involveret”, siger Lars. ”Efter 30 års ledertjeneste i Danmark har det naturligvis ikke været en let beslutning. Men vi tror, at det er Gud som har ledt os hertil og føler os meget privilegerede og udfordrede på samme tid.”
Lars er stadig engageret i trinkurser.dk på bestyrelsesniveau, men den daglige ledelse vil fremover blive fordelt på flere personer i og uden for bestyrelsen. Der kører pt. mindst 10 kurser rundt omkring i Danmark og i London.
”Trinkurser er et redskab, som alle menigheder i Danmark ville have glæde af at have i deres værktøjskasse,” siger Lars. ”For nogle af vores egne menighedsmedlemmer er det et discipelskabsværktøj, som de har sukket efter i årevis - uden at vide det. Samtidig har det vist sig at være en god måde at finde vej til tro for helt almindelige kirkefremmede danskere.”
Lars er stadig tilgængelig, hvis man er interesseret i at vide mere om, hvordan man kan starte et kursus i sin egen by.