Regionale SommerCamps aflyses
Det er med beklagelse at gruppen bag etableringen af SommerCamp Nord i Hals denne sommer har måttet træffe den beslutning at aflyse. Initiativtagergruppen satte fra starten et deltagerantal på 300 personer som minimum for at sikre, at campen kunne få karakter af SommerCamp, som vi kender det i større skala fra Kolding. Det antal var langt fra nået ved deadline for tidlig tilmelding, og derfor er arrangementet nu aflyst. Det er ikke til at vide, hvor meget coronasituationen og usikkerheden omkring, hvad vi kan og ikke kan denne sommer, har spillet ind, men nogen betydning har det sikkert haft. Alle tilmeldte har fået deres betaling refunderet.
Det har heller ikke været muligt at arrangere regionale SommerCamps i Syddanmark eller på Sjælland, som vi ellers havde håbet på. Derimod gennemføres Young Street og Landslejren i Kolding som planlagt.
Vi regner stærkt med at vende tilbage i sommeren 2022 og glæder os til at se jer alle igen.