Glæd dig til Sommercamp 2025

På Sommercamp 2025 får vi som altid besøg af spændende gæster fra ind- og udland. Nogle gæster campen som deltagere, mens andre kommer for at tjene os. Vi starter lørdag d. 5. juli og fortsætter frem til fredag d. 11. juli. Du kan stadig tilmelde dig her.

Sommercamp er det årlige mødested for vores netværk af kirker, skoler og tjenester, men det er også i stigende grad et tilløbsstykke for mennesker fra andre netværk og kirker, som ønsker at komme og være sammen med os og opleve alt det, Gud gør, når vi er sammen.

Vores Sommercamp vokser i disse år. Så meget, at alle værelser og campingpladser allerede er udsolgt. Er du ikke tilmeldt endnu, men har lyst til at være med, så husk at du stadig har gode muligheder.

Du kan købe billet til hele ugen eller til konferencedagene, der begynder tirsdag aften og løber ugen ud, og så selv finde overnatning via fx Airbnb, et af Koldings hoteller eller campingpladser i området. Læs mere om mulighederne på Sommercamps hjemmeside.

Vores gæstetalere i år er Pastor Jo og Paul Geerling fra iSee Church. Sammen leder de en stor og levende multisite-kirke med hovedsæde i Brisbane, Australien, som rækker ud til store dele af landet og derudover Asien.

Glæd dig til at opleve et både jordnært og himmelvendt præstepar, som vil udfordre os i vores tænkning og vision for vores kirker og land!

De taler ved møderne søndag og mandag, formiddag og aften.

Derudover får vi besøg af Simon Pahl, som skal prædike onsdag aften. Simon er ledende præst i Equippers Flensburg – en missional og dynamisk kirke, der ugentligt samler mere end 300 mennesker på deres gudstjenester og har stor rækkevidde ind i byens miljøer af unge. Kirken er derudover igang med to kirkeplantninger i andre tyske byer.

Simon er gift med Lilien og sammen har de tre skønne døtre. Lilien taler desuden på Praise & Worship Elective onsdag eftermiddag.

Derudover kan vi også glæde os over spændende talere fra vores eget netværk, der vil inspirere, udfordre og lede os ind i Guds nærvær på de mange samlinger i ugens løb.

Og selvfølgelig bliver der også masser af tid til hygge og leg på camppladsen og i Samværkets dejlige rammer, hvor der både er plads til liv og til gode samtaler over en kop kaffe.

Vi glæder os til at se dig til sommer!

Tre nye teenage- og børnelejre

I Apostolsk Kirke og AKBU har vi et ønske om at have stærke lejre, hvor børn og unge får livsforvandlende møder med Jesus. Lejre, hvor troen bliver vakt, venskaber bliver dannet, og nye generationer kan få forbilleder at se op til. Heldigvis har vi i Apostolsk Kirke en lang tradition for sådanne lejre. En tradition, vi er stolte af, og som vi arbejder proaktivt med at bære med ind i fremtiden.

Derfor er vi både taknemmelige og fulde af forventning, når vi nu præsenterer tre nye lejre, som får deres begyndelse i de kommende år:

Actskids Juniorcamp (Jylland)
Allerede til sommer 2025 afholdes en ny juniorlejr på Aalborg Efterskole, ledt af Laura og Filip Fredensborg fra Vejle. En spritny lejr, hvor børn får lov at grine, lege, lovsynge – og vokse i tro. Teamet er, Byg Guds Rige og handler om at være medarbejder på noget som er større end os selv, ligesom de bygger videre på den stærke lejrtradition. Tilmeldingen til denne nye lejr er allerede åben og kan findes her.

Juniorlejr på Sjælland
Sommeren 2026 starter en ny juniorlejr på Sjælland, med Markus og Maria Højer fra Holbæk i front. Markus stammer fra Holbæk og vender nu hjem efter en årrække i England sammen med sin hustru, Maria. De to skal sammen med et nyt team pionere en splinterny juniorlejr på Sjælland, og de er fulde af vision og passion. Allerede i år kan man møde dem, når er med på team sammen med Laura og Filip på juniorcampen på Aalborg Efterskole.

Teenagelejr i Jylland
I påsken 2026 inviterer vi teenagere fra hele landet til en ny teenagelejr, ledt af Morten Rasmussen fra Åbenkirke i Odense – en erfaren lejrleder med hjerte for unge, som rigtig mange vil kende fra hans mange år på Påruplejren. Nu skal han sammen med sit team starte en teenagelejr, og det kan vi godt glæde os til. Det bliver vildt.

Disse lejre er ikke bare nye navne og steder – det er en fortsættelse af en stærk tradition, hvor børn og unge i generationer er blevet formet gennem levende møder med Jesus, venskaber, der holder, og ledere, man kan spejle sig i og lære af.

Det er vores bevidste valg at investere i mennesker – i ledere med vision, kapacitet og kald. Det er dér, det starter. Og med hjælp fra midler, som blev frigivet i forbindelse med salget af Kongelejren, har Apostolsk Kirke og AKBU besluttet at støtte op om opstarten af disse lejre.

Bed gerne med. Spred gerne nyheden. Og vær med, når lejrene folder sig ud.

Det bedste ligger foran.

Nye præster i Fredericia

I juni måned indsætter Kirkeibyen Fredericia Karen og Neil Harvey som nye præster. De afløser Simon Tind, der har valgt at stoppe som præst. Karen og Neil tiltræder først officielt efter sommer, hvor kirken også vil fejre Simon og Amy Tind ved en gudstjeneste d. 17. august.

Karen og Neil er allerede godt kendt i Kirkeibyen i Fredericia, hvor de har tjent som forkyndere gennem de sidste par år.

Karen er fra Danmark, og Neil er fra Wales. De mødte hinanden på Højskolen Acts Academy i Kolding tilbage i 2004 og blev efterfølgende gift i 2007. De har begge tjent i Apostolsk Kirke i England i 10 år og i mere end 6 år i Equippers London. De flyttede til Danmark i 2023, hvor de begge er ansat på Acts Academy som lærere og er meget afholdte blandt kollegaer og elever.

Såvel Karen som Neil brænder for at lede mennesker til tro på Jesus, se dem blive hele og sunde som mennesker, vokse i Kristus og se dem blive frigjort til deres gudgivne kald. De er også passionerede for at se Guds rige komme til udtryk i og gennem fællesskabet og i byen.

Vi ønsker Karen og Neil Harvey og Kirkeibyen Fredericia Guds velsignelse over deres fælles rejse fremover, og siger tak til Simon og Amy Tind for deres trofaste tjeneste gennem mange år som præstepar i Fredericia.