Ny profilbrochure er landet

Hen over efteråret har vi arbejdet med en ny profilbrochure, der giver et indblik i, hvad Apostolsk Kirke i Danmark står for. Brochuren giver konkret information om struktur, vision og fælles værdier i netværket, men er også et frisk indblik i særlige fokusområder som vores skoler og lokale børneklubber, socialt engagement, mission, uddannelse og årligt tilbagevendende begivenheder. Giv for eksempel en brochure til talere udefra, gæster i kirken, repræsentanter fra andre netværk, nye medlemmer eller andre, der er nysgerrige efter at vide mere om os.

Vi siger tak til vores samarbejdspartnere, der har vist stor opbakning ved at købe annonceplads i brochuren og dermed finansiere opsætning og tryk. 

Brochuren bliver sendt ud til kirkerne, men den kan også læses digitalt her.

Sæt gerne linket ind i din autosignatur på e-mailen eller andre steder, hvor du vil gøre opmærksom på vores fælles netværk og værdier. 

 

Børnemedarbejdere blev inspireret og udfordret

Den første weekend i november stillede Apostolsk Kirkes Børn og Unge med 56 deltagere fra hele landet til Børnemedarbejderkonferencen BMK og var med til at gøre det til en uforglemmelig oplevelse. På BMK benyttede vi anledningen til at sige tillykke til Lise Daugaard med 20 års jubilæum i AKBU. 

BMK arrangeres hvert andet år af en arbejdsgruppe med frikirkelige og folkekirkelige relationer. Ideen er at samle så mange børnemedarbejdere som muligt fra hele landet for at inspirere, opmuntre og udruste til den tjeneste, de står i. Konferencen samler 200-250 deltagere fra hele landet.

 

Førende fremtidsforsker til FrikirkeNets lederkonference

Har du husket at tilmelde dig FrikirkeNets lederkonference? Konferencen har i år temaet ”Den kristne kulturarv – værdier for fremtiden?”, og her vil en række talere give deres bud på de kristne værdiers betydning for vores samfund. Det er blandt andet lykkedes for konferencens arrangører at få en aftale med Dr. Patrick Dixon, som er trendforsker og en af de mest efterspurgte virksomhedskonsulenter i verden. Han er bl.a. blevet udråbt som Europas førende fremtidsforsker. Se hans videohilsen på YouTube her.

Øvrige talere er Mette Bock, MF for Liberal Alliance og medlem af Kirkeudvalget, Ruben Dalsgaard, præst i Silkeborg Oasekirke og formand for Dansk Oase og Jacob Viftrup, præst i Kirke i Byen i Kolding og leder for Apostolsk Kirkes netværk i Danmark. Ignite lovsang fra Åbenkirke i Herning står for sang og musik.

Det er stadig muligt at tilmelde sig, så skynd dig at gå ind på frikirkenet.dk/lederkonferencen, hvis du er leder og ikke allerede har tilmeldt dig. Der bliver helt sikkert både noget til hjernen og hjertet – og mulighed for at netværke med ledere fra hele landet.
 

 

Tilmeld dig nyhedsbrev om mission

Vil du gerne holdes opdateret med nyheder om Apostolsk Kirkes Mission? – så tilmeld dig AKM’s nyhedsmail:

http://eepurl.com/bTh0Z9 

Her vil du få nyheder om missionærer og missionsprojekter, samt en særlig opdatering om de danida-midler, vores udviklingsafdeling henter hjem.

hjemmesiden apostolskmission.dk kan du finde baggrundsinfo om igangværende projekter, historie og visioner for fremtiden, og på AKM’s facebookside kommer der løbende nyheder og spændende artikler om udsendte missionærer og projekter forskellige steder i verden.

 

Ny kirkebygning fejres på Amager

Amagerbro Frikirke har fået ny kirkebygning, og det skal markeres. Søndag d. 2. oktober kl. 10 indvier menigheden den nye bygning på Tingvej 11, Amager. Alle er hjertelig velkomne til indvielsesgudstjenesten, som vil blive afsluttet med en lille reception.

Kirken overtog den nye bygning d. 1. april i år og har siden da lagt mange timer i arbejdet med at gøre den i stand. Der er stadig noget hist og pist, der kan bruge en kærlig hånd, men lokalerne er allerede taget i brug, og derfor er det nu på sin plads at fejre de nye omgivelser med maner.

Apostolsk Kirke i Esbjerg skifter navn

Apostolsk Kirke i Esbjerg har fået nyt navn og hedder nu Jakobskirken. Inspirationen kommer fra Bibelens Jakob fra Det Gamle Testamente, der gerne ville velsignes, og Jakob fra Det Nye Testamente, som opfordrer os til at vise troen gennem vores gerninger. 

Implementeringen af det nye navn vil ske hen over efteråret, hvor det er planen at hjemmesiden og kirkebygningens facade skal opdateres. På facebook er det allerede taget i brug.

Se billederne fra SC2016

SommerCamp 2016 var fyldt med aktiviteter for alle aldre, lovsang, inspiration, spændende taler og forhåbentlig masser af gode oplevelser. Nu kan du gense det hele – eller i hvert fald genopfriske nogle af dine minder – ved at besøge SommerCamps hjemmeside. Den er blevet opdateret med nye billeder, de fleste taler og andre videooptagelser. Videoerne kan også ses på YouTube.

Vi vil gerne benytte anledningen til at sige tak for sidst og på gensyn næste år i uge 27, d. 1.-6. juli 2017. Du kan følge med i forberedelserne til næste års SommerCamp på facebook eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet på hjemmesiden.

Follow in Fellowship 2016-17

Ungenetværket Follow in Fellowship går ind i sin tredje sæson dette efterår. Håbet er at samle unge fra kirker over hele landet til fem weekender med solid undervisning og spændende netværk blandt de 17 ½ – 25 årige som til dagligt involverer sig og er frivillige medarbejdere i deres lokale kirke.

Tilmeldingsfristen er mandag d. 12. september.

Follow er skabt i tæt samarbejde mellem Kolding Internationale Højskole og AKBU. Prisen for de fem weekender fordelt ud over et helt skoleår er 2.500 kr. De fleste kommuner dækker en del af kursusprisen for ledertræning af unge, hvis den lokale B&U-forening vælger at sende sine unge ledere af sted. 

Tilmelding og yderligere information på højskolens hjemmeside.

Ny præst i Netværkskirken Metropol

Den 29. maj blev Carsten Hansen indsat som ny præst i Netværkskirken Metropol i Valby. Carsten er gift med Louise og de har sammen børnene Gabriella på 6 år Philip 2 år. Carsten har siden han blev en kristen i 1998 vandret og tjent sammen med kirkens hidtidige præst, Kenneth Kühn. De var sammen om at plante menigheden i 2004 og Carsten har i alle årene fungeret som forkynder og hyrde i fællesskabet. Jørgen Mortensen forestod indsættelsen af Carsten Hansen, som dermed også er blevet optaget som akkrediteret tjeneste i Apostolsk Kirkes netværk. Vi byder Carsten velkommen med et stort tillykke! 

Lars Due-Christensen til ChristChurch London

Lars Due-Christensen er blevet ansat i ChristChurch London med ansvar for deres ledere på tjenesteområder som socialt arbejde, børnekirke, pastorale tjenester, lovsang og kommunikation.

Lars og Mette Due-Christensen flyttede til London for et år siden i forbindelse med Mettes ansættelse som forsker ved Kings College. Planen var, at de skulle bo der et år, men nu bliver de i London mindst et år mere. 

”Vi har oplevet stor samklang i tænkning, værdi, spiritualitet og tjenesteforståelse med lederen af CCL, David Stroud, og er gradvist blevet mere og mere involveret”, siger Lars. ”Efter 30 års ledertjeneste i Danmark har det naturligvis ikke været en let beslutning. Men vi tror, at det er Gud som har ledt os hertil og føler os meget privilegerede og udfordrede på samme tid.”

Lars er stadig engageret i trinkurser.dk på bestyrelsesniveau, men den daglige ledelse vil fremover blive fordelt på flere personer i og uden for bestyrelsen. Der kører pt. mindst 10 kurser rundt omkring i Danmark og i London. 

”Trinkurser er et redskab, som alle menigheder i Danmark ville have glæde af at have i deres værktøjskasse,” siger Lars. ”For nogle af vores egne menighedsmedlemmer er det et discipelskabsværktøj, som de har sukket efter i årevis – uden at vide det. Samtidig har det vist sig at være en god måde at finde vej til tro for helt almindelige kirkefremmede danskere.”

Lars er stadig tilgængelig, hvis man er interesseret i at vide mere om, hvordan man kan starte et kursus i sin egen by.