AKBU ansætter børne- og juniorkonsulent
Fra 1. oktober er Laura Fredensborg ny børne- og juniorkonsulent i Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU). Laura er 27 år og bor i Vejle, hvor hun de sidste tre år har været medarbejder i minikirken i Kirkecenteret, Apostolsk Kirke i Vejle. Før det har hun været involveret i B&U-arbejde i pinsekirker i henholdsvis Kolding og Thisted. Laura er gift med Filip, og sammen har de tre piger, Mikala, Natalie og Annika.
Den 1. oktober overtager hun stillingen som børne- og juniorkonsulent efter Lise Daugaard, der går på pension efter mange år som inspirator for B&U-arbejdet i Apostolsk Kirke. Laura tyvstarter dog lidt – da hun er med på børnemedarbejderkonferencen BMK d. 21.-23. september i Mariager.
Samtidig med ansættelsen af Laura Fredensborg har AKBU valgt at sætte fokus på at oprette et netværk af børne- og juniormedarbejdere for at styrke deling af ressourcer og ideer mellem de mange frivillige, som gør en kæmpe indsats uge for uge i børnekirker og klubber rundt i landet. Et arbejde, hun glæder sig til at være en del af.
- Jeg brænder for at se andre mennesker lykkes i deres tjeneste og for at skabe rammer, hvor de kan udvikle deres talenter og potentiale fuldt ud, siger Laura.