Særlig jubilæumsfejring for pensionerede tjenester

Søndag d. 7. juli fejrer vi Apostolsk Kirkes 100-års jubilæum som bevægelse. Det sker i forbindelse med vores årlige Sommercamp.

Det bliver en festlig dag, hvor vi takker Gud for hans trofasthed og både ser tilbage og frem.

Samme dag er der en særlig samling, hvor alle pensionerede tjenester, dvs. tidligere præster, missionærer, skoleledere, AKBU-medarbejdere og ansatte på Servicecenteret er inviteret.

I sidste uge blev der sendt en e-mail ud til de adresser, det har været muligt at fremsøge, så hvis du er en del af denne gruppe og IKKE har modtaget en invitation, så kontakt Servicecenteret.

Bestil jubilæumsbogen nu og få den udleveret på Sommercamp

 

Så er den her! Den 7. juli udkommer bogen „Altid Trofast‟, der fortæller historien om Apostolsk Kirke, en bevægelse, der ikke er gået i stå, som stadig er fuld af liv, og som fylder 100 år i 2024. Det er særligt de seneste 20 år, der bliver beskrevet, men bogen trækker også tråde tilbage til tidligere tiders begivenheder og kirkeliv.

Du kan forudbestille bogen nu og få den udleveret ved Sommercamp eller få den sendt til en pakkeboks tæt på dig. Se pris og bestil her

I 2006 stod Apostolsk Kirke ved en skillevej. De foregående år havde det nationale lederråd forsøgt at invitere unge præster med i ledelsen på landsplan. Men alle havde sagt fra. Spørgsmålet var, om Apostolsk Kirke som
bevægelse havde en fremtid, uden at næste generation kom med?

Ved en præstesamling det år lød et alvorligt profetisk ord, som udfordrede ledelsen til at opsøge og forsone sig med mennesker, som oplevede smerte over tidligere beslutninger – og til at skabe en situation, hvor ”fædres
og sønners hjerter bøjer sig mod hinanden”, som profeten Malakias beskriver det.

I bogen fortæller over 80 personer deres historier fra Apostolsk Kirke gennem de seneste 20 år, med tråde tilbage til oprindelsen for 100 år siden. De fortæller om en bevægelse, som ikke er gået i stå. Som valgte
at stoppe op, starte en ”Malakiasproces”, og som i dag har fundet vej til at være et netværk af kirker og et fællesskab af tjenester på tværs af generationer.

Glæd dig til at læse om lokale kirker, der er fulde af musik, tro, mission og omsorg. Og læs de inspirerende livsfortællinger fra dem, der har valgt en lokal apostolsk kirke som sit hjem. Hør om helbredelser, nyfunden
tro og et liv, der er blevet forvandlet. Alt sammen fordi Gud er …

Altid Trofast.

Jens Erik Asmussen akkrediteret i Åbenkirke Herning

Igennem de seneste ti år har Jens Erik Asmussen fungeret i rollen som præst for de internationale medlemmer, særligt flygtninge, i Åbenkirke i Herning. Han har ikke kun rådgivet dem om åndelige spørgsmål, men også helt konkret hjulpet med den svære integration og i kommunikationen med kommunen og andre myndigheder.

Tilbage i 2013 startede han en netværksgruppe for engelsktalende, og i 2015 integrationscafeen.

Jens Erik akkrediteres nu som international præst, og vi byder ham med glæde velkommen i tjenestefællesskabet.

Kongelejren er solgt

Kongelejren blev sat til salg i marts måned 2024 efter en længere proces, og er nu blevet solgt til en køber som ønsker at lave feriecenter på grunden. Lejren er solgt for kr. 6 mio.

Køber overtager lejren pr. 1. juli 2024, med inventar, men respekterer alle de lejre og udlejninger, der er lavet i resten af 2024, og sætter således først gang i sit projekt i begyndelsen af næste år.

Vi arbejder på at finde en dag i efteråret, hvor vi kan invitere alle, som har lyst til at komme og sige farvel og mindes den lange historie og de mange oplevelser, som mange af os har med Kongelejren. Vi skal sige tak til bestyrelsen og de mange frivillige, som har arbejdet hårdt for at udvikle og holde lejrene i gang i alle disse år..

Eventuelle spørgsmål til kan rettes til Serviceteamet ved at kontakte vores servicecenter i Kolding.

Apostolsk Kirkes Tjenesteteam og Serviceteam