Jobopslag: AKBU søger forretningsfører

Brænder du for at arbejde med børn og unge? Er du god til at skabe gode rammer og arbejdsvilkår for et korps af frivillige ildsjæle?

Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU) søger en ny forretningsfører, der skal varetage den daglige administration og sikre de bedst mulige vilkår for deres 1.000 medlemmer og 20 børn- og ungeforeninger landet over.

AKBU er tæt forbundet med Apostolsk Kirke i Danmark (AKD) og samarbejder både med lokale kirker, landskirken såvel som med lokalforeninger, der typisk relaterer til apostolske kirker.

AKBUs fortsatte virke er afhængig af midler fra primært Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), og derfor er det en fordel, hvis ansøgeren har kendskab til foreningsarbejde, fondsansøgninger og afrapportering.

Ansøgningsfristen er d. 20. marts, og hele jobopslaget kan ses på AKBUs hjemmeside.

AKBU skal have ny daglig leder

Michael Bobjerg stopper efter fem et halvt år som daglig leder for Apostolsk Kirkes Børn og Unge.

I denne uge har Michael Bobjerg oplyst, at han ønsker at stoppe, da han har fundet et andet job.

– Vi er naturligvis kede af at miste Michael som daglig leder af AKBU. Vi glæder os dog på Michaels vegne over, at han fået det, der for ham er et ”drømmejob”. Vi ser bagud og takker Michael for hans store indsats, hvor han dygtigt og som en urokkelig klippe har ledt AKBU. Samtidig ser vi frem mod nye spændende horisonter, hvor vi nu skal finde en ny profil til at føre AKBU ind i en ny sæson og videreudvikle vores organisation, der er inde i en positiv udvikling hvad angår både antal medlemmer, foreninger og nye initiativer. Vi ønsker Michael alt det bedste fremover, siger Simon Tind, der er bestyrelsesformand for AKBU.

Sammen med bestyrelsen har han indledt processen, der skal føre frem til at finde en ny leder til organisationen, der har knap 1.000 medlemmer fordelt på 20 lokale foreninger.

Michael blev ansat i september 2014 og ser tilbage på nogle gode år, hvor AKBU har startet en ny børnelejr, har været med i opstarten af ungdomsledertræningskurset Follow in Fellowship og har været med til at sætte fornyet fokus på teenagere i Apostolsk Kirke.

– Jeg glæder mig over at se en organisation i vækst, hvor begejstringen over Jesus er i fokus, og hvor vi de seneste år også har fået sat gang i mission og internationalt arbejde. Vi har gjort det til en naturlig ting, at sende unge på ture, hvor de møder unge fra andre lande og sammen bliver styrket i troen og får lov til at hjælpe noget praktisk, siger Michael Bobjerg og fremhæver et samarbejde med en organisation i Moldova, hvor en gruppe unge fra Danmark leder et udviklingsprojekt til 700.000 kroner med støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd og Danida.

Han nævner også samarbejdet med de mange frivillige som et højdepunkt.

– Jeg vil gerne takke alle jer mange frivillige og de få ansatte, som gør forskellen hver eneste uge i det lokale ungdomsarbejde, i børne- og teenarbejde, på lejre og på SommerCamp. Jeg er også enormt imponeret over alle jer, som arbejder med i de lokale bestyrelser og får hjulene til at løbe rundt, så der kan opnås støtte fra det offentlige. Det har været en berigelse at få lov til at stå ved siden af jer og kæmpe sammen for at flere børn og unge måtte få livsforvandlende møder med Jesus.

Michael Bobjerg er i AKBU nogle måneder endnu og stopper den 1. juni, men allerede fra den 1. marts starter han gradvist op i et nyt job som projektleder i Foodbank Kolding, der er en del af det sociale arbejde med Foodbank, Café Nærværket og Familienetværket, der foregår i et samarbejde mellem Kirkeibyen Kolding og Blå Kors Danmark.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

Simon Tind 2214 8067

Michael Bobjerg 6133 0144

Familienetværk og foodbank har spredt sig til 13 apostolske kirker

Tirsdag d. 25. februar var projektledere fra familienetværkene i hele landet samlet til en fælles samling på Brogaardens Kursuscenter i Middelfart med vidensdeling, ERFA, brugerevalueringer, fundraising, undervisning og bøn for Danmark og hinanden på skemaet.

Familienetværket startede som et lokalt initiativ i Kirkeibyen, Kolding, i 2013. Senere indgik man et samarbejde med Blå Kors, og der er nu 20 familienetværk i 16 byer over hele Danmark. 13 af disse har hjemme i apostolske kirker. Nogle af dem har også tilknyttet foodbank og/eller værested.

Visionen er ikke kun at lave netværk og dele mad ud, for selv om det møder nogle dybe fysiske behov hos brugerne af familienetværkene, så er det et møde med Jesus, der for alvor kan komme til at gøre en forskel i menneskers liv. Derfor står ønsket om at dele det bedste, vi har, helt centralt i arbejdet med familienetværkene rundt omkring i landet.

Mange steder henviser kommunerne til familienetværket og foodbanken, når de står i en situation, hvor de ikke kan yde mere hjælp til en borger. Lokale supermarkeder er glade for at de kan donere deres overskudsmad til foodbanken og dermed slipper for at smide den ud.

Frikirkenet har også sat diakoni på dagsordenen, og d. 13. juni afholder de den årlige Diakonidag, der henvender sig til frivillige, der er engagerede i socialt arbejde. Sæt allerede nu kryds i kalenderen, hvis du er en af dem.

Ny forstander til Kolding Internationale Højskole

Kolding Internationale Højskole ansætter pr. 1. august Lars Bo Olesen, ledende præst i Åbenkirke Herning, som ny forstander for bibelskolen.

Lars Bo Olesen er en dygtig visionær leder, der bl.a. er kendt i sit virke som tidligere formand for Frikirkenet, og som spillede en afgørende rolle i tilblivelsen af ”Himmelske Dage på Heden” sidste år i Herning. Lars kommer til at indgå i et stærkt ledelsesteam sammen med Ingrid Frederiksen, nuværende forstander, som fortsætter i en ny rolle med fokus på den daglige drift af skolen.

– Jeg glæder mig til at få det ledelsesmæssige og visionære ansvar for en højskole, der har sat markante aftryk i historien, men som også har brug for et nyt pust og ledelsesmæssigt drive. Vi skal på højskolen træne mennesker til livet, livet med Gud, livet med hinanden og livet med det omgivende samfund. Det her handler om meget mere end at være præst og kirke, det handler om at leve med troen på Gud, og det perspektiv det giver, hver eneste dag, siger Lars Bo Olesen.

Lars Bo Olesen fortsætter som ledende præst i Åbenkirke i Herning.

Apostolsk Kirke i Danmark, som er det primære bagland bag skolen, ønsker at tilføje ressourcer ledelsesmæssigt, men også eksterne lærekræfter, ligesom der økonomisk vil ske et løft.

– Det er udtryk for, at vi tror på skolen, og at det er nødvendigt at udvikle for ellers afvikler vi. Som kirke er det et strategisk indsatspunkt at investere i dannelsen af næste generation, siger Jesper Kure, der er formand for højskolens bestyrelse og medlem af Apostolsk Kirkes Tjenesteteam.

To nye præster i Aalborg

Søndag d. 27. januar blev Silas Majgaard og Tobias Haslund-Thomsen indsat som præster i Apostolsk Kirke i Aalborg ved kirkens årsfest. De har begge indtil nu været præsteaspiranter og på den måde fået den grundlæggende træning og oplæring til tjenesten som præst.

Tillykke til de to og til kirken i Aalborg.

Over 150 ledere til #APKSummit

Den 24.-25. januar samledes mere end 150 ledere fra hele landet til #APKSummit under temaet ”Indefra og ud”.

Lørdag blev der samlet ind til ”Samværket”, Kirkeibyen i Koldings nye kirkebygning, der kommer til at ligge på højen ved siden af Kolding Internationale Højskole. Der kom 125.000 kr. ind, og vi siger tusind tak for jeres gaver og villighed til at være med til at løfte dette projekt.

Centralt i temaet for dette år står evangeliets kraft til forvandling – ikke bare af mennesker, men af hele samfund. Det kræver, at vi som kristne ikke kun bliver inde i kirkerne, men tager troen med ud i hverdagen. Vi havde besøg af flere gæster, som lever troen ud midt i deres karriere i det danske kultur- og erhvervsliv. Tak for jeres inspiration til at sætte aftryk omkring os, der hvor vi er.

Der blev også anledning til at hilse på alle dem, der er blevet akkrediteret og indsat til tjeneste i løbet af 2019. Det var en ikke helt lille flok, så vi kan glæde os over et netværk og et fællesskab, der vokser og trives.

Tak til alle, som var med til at gøre weekenden til noget særligt. Også tak til Bibelskolen, som endnu engang stillede op med god mad og betjening. Vi glæder os allerede til næste år.

Moldova-dag i Vejle

Kirkecenteret Vejle inviterer til Moldova-dag d. 29. februar 2020. Dagen kommer blandt andet til at byde på et overblik over historien bag Pilgrims International og chancen for at komme tæt på lederne af arbejdet, Charlotte og Johannes Pedersen.

Undervejs vil der være flere oplæg ved Charlotte og Johannes og gode muligheder for at stille spørgsmål samt at netværke med andre kirker og organisationer, som på forskellige måder støtter arbejdet i Moldova.

Pilgrims International driver både missionsarbejde i form af menighedsplantning og ledertræning og yder humanitær hjælp til de udsatte og glemte i Europas fattigste land. Du kan læse mere om arbejdet her.

Tilmeld dig her.

Ny præst i Valby

Københavns Frikirke indsætter først i det nye år Jeppe Möglich som lokationspræst i Valby. Jeppe er 29 år og gift med Hannah Løndorf Sarkez Möglich. Han er uddannet can.theol fra KU i sommers og har i de senere år været præsteaspirant i KBH Frikirke. Først under Jørgen Mortensen og seneste under Jacob Viftrup.

Netværkskirken Metropol i Valby blev i sommers en del af Københavns Frikirke under arbejdstitlen “Et større København”. Sammen med Lyngby Frikirke fungerer de tre kirker nu som én kirke med tre lokationer.

Jeppe skal samle et team og lede lokationen i Valby med særligt ansvar for gudstjenester, fælleskab/netværk og lokale, missionale initiativer i området. Samtidig indgår han i det tjenesteteam af præster og ledere, som udgør den daglige ledelse i “Et større København”. Jeppe vil også have enkelte tværgående ansvarsområder.

Carsten Fog Hansen var præst i Valby ved sammenlægningen, men i processen fik Carsten ny rolle som præst i fællesskabet med ansvar for træning og undervisning på tværs af lokationerne.

Tillykke til Jeppe Möglich og til Københavns Frikirke.

Bibelværkstedet indsætter en præst mere

Bibelværkstedet i Nykøbing Falster er en menighed i vækst, derfor har ledelsen besluttet sig for at indsætte Ole Beinthin som præst i Bibelværkstedet sammen med Martin Bergsøe.

Ole er gift med Louise, som er lovsangsleder og engageret i børnekirkearbejdet. De har sammen to drenge og en pige på hhv. 3, 5 og 7 år.

Indsættelsen vil ske søndag d. 19. januar kl. 11 – alle er velkomne til at deltage ved indsættelsesgudstjenesten med efterfølgende reception på Møllevanglejren i Toreby.

 

#APKSummit 2020: Indefra og ud

Invitationen til #APKSummit gælder alle ledere i de lokale kirker og skoler.

Temaet for 2020 og for #APKSummit er ”Indefra og ud”, og tilmeldingen er nu åben.

Vi tror, at evangeliet rummer kimen til åndelig, kulturel og social forandring af et helt samfund. Derfor er det ikke nok, at vi er gode til at lave gudstjenester og andre arrangementer, der inviterer mennesker indenfor. Vi må inspireres og udrustes til at sætte aftryk omkring os hver dag.

Vækkelse er ikke først og fremmest, at ikke-kirke strømmer ind i kirken og omvender sig. Det er snarere, at åndsfyldte kristne udvender sig og bliver opmærksomme på at udleve tjeneste i det helt almindelige dagligdagsliv. Som præster og ledere skal vi ikke kun ”udruste de hellige” til tjeneste i kirken. Vi skal udruste til livet – til at turde leve højt og stærkt og åndsfyldt i alle sfærer af livet og samfundet.

Som Tjenesteteam glæder vi os til at tage jer med på den rejse i 2020.

Tilmeld dig her: https://apostolskkirke.nemtilmeld.dk/47/