Hvad er vi
Vision
Apostolsk kirke planter og opbygger lokale menigheder, som er apostolske/missionale af natur, og som hjælper mennesker til at finde ind i Guds plan for deres liv. Vi ønsker, i fællesskab med andre, at fuldføre missionsbefalingen ved overalt at plante og opbygge levende voksende menigheder.
Et netværk af menigheder
Som lokale apostolske menigheder udgør vi et netværk. Vi deler ressourcer og fællesadministration der, hvor det er fordelagtigt for lokalmenigheden. En lokal menighed i netværket skal, ved sin menighedsledelse, tiltræde et fælles grundlag i form af en såkaldt tiltrædelseserklæring.Tiltrædelseserklæringen består af fire centrale områder, der beskriver tjenestesyn, teologi, mission og ressourcedeling for netværket.
Et fællesskab af tjenester
Vi tror på et fællesskab af forpligtende tjenesterelationer på tværs af lokale menigheder i netværket, og vi vil som præster og ledere således praktisere at stå til gensidig ansvar. En lokal menighed ledes af tjeneste(r), som er akkrediteret af fællesskabet. Grundlaget for akkreditering er primært tiltrædelse af de to centrale områder i akkrediteringen, som omhandler tjenestemæssige og etiske retningslinier. Det er således den enkelte akkrediterede tjeneste, som skal tiltræde disse to områder.
Apostolsk Kirkes menigheder i Danmark er knyttet sammen i en basisstruktur. Denne struktur er blevet til gennem et længerevarende procesarbejde fra 2006-2008. Formålet med strukturen er at skabe gode og dynamiske rammer for såvel netværket af menigheder, som for fællesskabet af tjenester. Strukturen er dynamisk og forandringsklar og kan til enhver tid justeres, så den afspejler lokale menigheders ønsker og behov.