Jesus fyldte tomrummet ud
Som 17-årig, mens hun gik på handelsskolen, fik Iben Nygaard det mere og mere sådan, at der manglede noget i hendes liv. Der var et eksistentielt tomrum, der ikke var fyldt ud, fordi der manglede noget, der gav mening.
”På det her tidspunkt var jeg ret alene, og mit netværk var meget begrænset. Jeg brugte biblioteket meget, og jeg læste om alle mulige mærkelige emner, hvor jeg tænkte, der må være noget, der giver mening. Alligevel var der bare ikke noget, der vakte den her genklang inde i mig, hvor jeg tænkte, det er her, jeg hører til.”
Så en dag, hvor Iben er på vej op ad trappen til sin studielejlighed på anden sal, hører hun en meget tydelig og høj stemme, der helt neutralt siger: ”Jesus”.
”Jeg vendte mig om, og der var ingen, der var kun mig på trappen,” siger Iben. ”Jeg hørte den her stemme så klart. Inde i min lejlighed satte jeg bøgerne på gulvet, og så stod jeg lidt der og funderede over, hvad det var, der skete derude på trappen. Ret hurtigt kom jeg frem til: Ja, hvad er det lige med ham der Jesus?”
Iben cyklede med det samme tilbage til biblioteket for at låne nogle bøger om at være personlig kristen. Hun fandt nogle helt grundlæggende hæfter for unge om, hvordan man kan leve sit liv som en kristen, og tog dem med hjem.
”Jeg glemte fuldstændig tid og sted, glemte at lave aftensmad,” husker Iben. ”Hen ad aftenen nåede jeg til den sidste side i bogen, og der var sådan en kort bøn bagerst i bogen, hvor man kunne sige til Gud, at nu vil jeg gerne tro på dig, og jeg tror på, at Jesus har givet sit liv for mig. Og så sad jeg der ved mit spisebord og læste højt: ’Kære Gud, vil du ikke godt komme ind i mit liv? Amen.’”
Bagefter oplevede Iben tydeligt, at der kom en ro og en fred ind over hende.
”Før var jeg nok rastløs og utålmodig og lidt bitter på nogle ting, som jeg havde oplevet. Men efter den her bøn, var der bare en fred. Og det der tomrum blev fyldt ud, uden at jeg vidste sådan helt, hvad det var,” siger hun.
Iben går nogle dage og funderer over, om hun mon nu er blevet kristen. Så møder hun en af forældrenes naboer i bussen. Iben vidste, at hun var kristen, så hun spurgte, om hun kunne hjælpe med at finde et fællesskab, hvor Iben kunne få mere at vide om troen. Et par dage senere ringede nabokonen og fortalte, at der startede et Alpha-kursus i Apostolsk Kirke, og at hun gerne vil følges med Iben derhen.
”Da jeg kommer ind, er der er en tyngde, som bare letter,” siger Iben. ”Det var virkelig som at komme hjem. Jeg har været på besøg i andre kirker, men har altid tilhørt Apostolsk Kirke siden dengang, og fandt min plads der.”
For Iben betyder fællesskabet i kirken og troen på Jesus stadig alt, selv om oplevelsen på trappen efterhånden er en del år siden.
”Jesus er med i det hele, han er med i hverdagen, i de store ting og i de helt små ting,” siger Iben. ”Og uanset hvor man kommer hen i verden, så har man det her fællesskab med andre kristne, hvor man bare har et hjem. Så jeg har altid haft den der fornemmelse af, at jeg henter min styrke hos Gud og de mennesker, som også tror på Gud.”