SC18-indsamling gør en forskel i Moldova
Ved SommerCamp 2018 blev der samlet ind til OpenChurch i Zambia og Pilgrims International i Moldova. Nu har vi fået en update fra projektet i Moldova, hvor Charlotte og Johannes Petersen bygger et hjem med udslusning for udsatte piger sammen med kirkens lokaler. Pengene er gået til, at både kirkens og udslusningshjemmets lokaler kan blive bygget færdig.
– Byggeriet er i fuld gang og takket være jeres gave skrider det rigtig godt frem … og jaaah, vi får varme på i salen til vinter. Stedet er godt fyldt op om søndagen og vi kan nu lave rummet dobbelt så stort. Vi har kunne støbe alle gulve og beklæde vægge. Vores første hjem for unge sårbare piger, Pilgrim House, er fyldt op, og vi arbejder på højtryk med at få kollegieværelserne færdige. Der er sket meget siden sommer, og vi begynder at kunne se enden på, hvad der har været et kæmpe projekt og til tider også et sejt træk, siger Charlotte Petersen.
Der er plads til tolv piger i de nye, lyse lokaler på anden sal af kirkens bygning midt i byen. Der er desuden også masser af fællesarealer, en separat lejlighed og kontorlokaler. Dette kristne kollegium er forsættelsen af et større arbejde, som Charlotte har ledt ude i de små landsbyer. Pilgrims International har nu et konkret tilbud til unge piger, som ønsker at komme under uddannelse og dygtiggøre sig inden for et fag.