Trivselsdøgnet rykkede nordpå
Den sidste weekend i marts var en lang række præster og akkrediterede med ægtefæller fra det apostolske netværk samlet på Aalborg Efterskole til et døgn i trivslens og kollegaskabets tegn.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, som sætter fokus på at give tid til gode samtaler, belyse relevante udfordringer i samfund og kirke samt styrke og udbygge relationer på kryds og tværs af regionale og tjenestemæssige forskelle.
Trivsel i arbejde og tjeneste kommer ikke af sig selv, det er en tilstand, der har gode livsbetingelser, når man vælger at dyrke relationer, dele liv og udveksle erfaringer og oplevelser med mennesker, man har tillid til og glæder sig over at være sammen med.
Det er første gang, trivselsdøgnet lægges til en af netværkets efterskoler, og Aalborg Efterskole dannede gode rammer med sin beliggenhed midt i den skønne nordjyske natur lige ved Limfjordens udløb i Kattegat.