Evangeliesalen i Randers bliver en del af apostolsk netværk
Den Apostoliske Pinsekirke Evangeliesalen i Randers bliver fra 1. juli 2019 en del af Apostolsk Kirkes netværk. Evangeliesalen ledes af Simon Griis.
Efter en længere proces og flere samtaler med Apostolsk Kirkes ledelse, har kirken i Randers besluttet, at den ikke længere ønsker at stå som en uafhængig kirke. Kirken vil gerne være en del af et tjenestefællesskab med en solid ansvarlighedsstruktur.
Simon Griis udtaler i den forbindelse:
”Vi kan jo se, at vi har meget til fælles med Apostolsk Kirkes netværk, både hvad angår værdier og teologi. Samtidig er der plads til at være sig selv med et lokalt udtryk. I 2020 kan vi fejre to jubilæer: Kirken har eksisteret i 50 år, og jeg har været præst der i 30 år. Vi ser tilslutningen som et naturligt skridt mod de næste 50 år.”
Jacob Viftrup, som leder Apostolsk Kirkes tjenesteteam, udtaler:
”Vi er rigtig glade for at kunne byde Evangeliesalen velkommen. Vi har allerede 30 kirker i vores netværk, som alle har hver deres måde at være lokal kirke på. Der er plads til stor mangfoldighed, og samtidig deler vi en række fælles værdier, så det giver god mening at invitere en kirke som Evangeliesalen med ind i vores fællesskab.”
Det apostolske netværk bød officielt Evangeliesalen velkommen ved deres årlige samling #APKSummit i februar 2019, men formelt træder kirken først ind i netværket pr. 1. juli.