Menighedsbaseret teologi med rekorddeltagelse
I november begynder kurset Menighedsbaseret Teologi, som er kommet i stand i et samarbejde mellem Apostolsk Kirkes Tjenesteteam og Kolding Internationale Højskole. Der har været overvældende interesse for kurset, der forventes at sætte afgørende aftryk på både de lokale kirker og kollegaskabet præsterne imellem. Der er tilmeldt over 85 deltagere fra hele landet, og mere end 25 lokale apostolske kirker er repræsenteret.
Visionen bag kurset rækker længere end et undervisningsforløb, for Tjenesteteamet har et stærkt ønske om at opjustere fokus på skabelse og formidling af god og sund teologi inden for Apostolsk Kirke. Der er udvalgt ni emner, som er kerneelementer i Apostolsk Kirkes teologi eller er af særlig relevans for den samtid, vi bygger lokale kirker i netop nu. Deltagerne på kurset inviteres ind i processen med at skabe menighedsbaseret teologi. Håbet er, at der skabes en konstruktiv diskussion og bearbejdning af emnerne.
Kurset løber over to år med i alt ni samlinger, og der vil efterfølgende blive udgivet et skriftligt produkt med overblik over de vigtigste teologiske refleksioner over de ni emner.