Kolding Internationale Højskole skifter navn
På IABC’s repræsentantskabsmøde mandag d. 25. maj 2020 blev det endelig besluttet at ændre Kolding Internationale Højskoles navn til Højskolen Acts Academy.
Et navneskifte har været drøftet i flere år, særligt fordi man har ønsket et navn, der kunne anvendes både i Danmark og internationalt. Med ansættelsen af Lars Bo Olesen som ny forstander og med opgaven at vende højskolens vigende elevtal er denne proces blevet speedet op.
- Jeg har ønsket at skabe et udtryk og et navn, der klinger på både dansk og engelsk, og som siger noget om, hvem vi er, og hvad vi gerne vil. Vi vil gerne være en skole, som skaber efterfølgere af Jesus, der er udrustet til at gøre en forskel og sprede Guds rige til alle dele af vores samfund, siger Lars Bo Olesen
I valget af navnet Acts Academy har det også været et vægtigt argument, at en lang række apostolske søsterkirker rundt om i verden i dag bruger ordet ACTS i stedet for Apostolsk Kirke. Gennem de seneste år er der vokset et europæisk kirkefællesskab frem under navnet ACTS Europe, som Apostolsk Kirke i Danmark også er en del af.
- Acts Academy inviterer til handling, til praktisk kristendom og til en fortsættelse af fortællingen om evangeliets fremgang i Apostlenes Gerninger, fortsætter Lars Bo Olesen.
Højskolen Acts Academy genopliver den gamle vision om både at være et ressourcecenter for kirker og netværk i Danmark og i resten af Europa. Andre netværk og samarbejdspartnere i Danmark inviteres i øjeblikket med på rejsen, som handler om at skabe en ny fortælling og et nyt, relevant og menighedsbaseret træningsmiljø for frikirkerne og den opvoksende generation.
- Vi tror på, at alle mennesker rummer kimen til noget stort, og derfor skaber vi indtryk, der forandrer dit udtryk og gør dig i stand til at sætte aftryk og inspirere til efterfølgelse af Jesus overalt i samfundet, slutter Lars Bo Olesen
I løbet af de næste par uger vil en ny hjemmeside med det nye navn og et helt nyt logo være klar til lancering på actsacademy.dk. Du kan allerede nu bruge den eksisterende side iabc.dk, hvis du ønsker at melde dig som elev.