Åbenkirke i Herning slår sig ned ved ikonisk bygning
Et særpræget hus bliver Åbenkirkes nye vartegn
Åbenkirke har travlt med at pakke flyttekasserne for at rykke ind i nye faciliteter på Silkeborgvej 88. Adressen er ud til en af Hernings store indfaldsveje og med kort afstand til centrum. Kirkens kommende hjem bliver tre sammenhængende bygninger med et iøjnefaldende skævt hus som frontlinje. Igennem februar indtager kirkens administration lokalerne. Og efter administrationen følger kirkens mange arbejdsgrene med over i bygningerne. Kirkens arbejde vokser, og de 225 frivillige medarbejdere har brug for plads til at udfolde sig.
– Vores nuværende bygninger i Olufsgade er for begrænsede til, at vi kan udvikle os som kirke. Vi oplever stor vækst inden for vores børne- og ungdomsarbejde og i kirkens udadrettede sociale arbejde. Med flere kvadratmeter skaber vi bedre rammer for medarbejdere og aktiviteter, siger Lars Bo Olesen, ledende præst i Åbenkirke.
Lars Bo Olesen fortæller, at de 450 faste medlemmer i kirken kan glæde sig over en større sal med et forbedret indeklima, når de samles til gudstjenesterne om søndagene. Og efter gudtjenesterne vil mange kunne spise og hygge sig i det rummelige cafeområde. De nye lokaler giver også mulighed for at arrangere events og koncerter, som kirken gerne vil bidrage med til byens kulturliv.
– Nu hedder vi jo Åbenkirke. Vores intention er, at mange skal komme forbi og få glæde af at bruge vores faciliteter. Det gælder både vores faste medlemmer og andre interesserede fra Herning og omegn, pointerer Lars Bo Olesen.
En central og synlig placering har for kirken været i høj kurs i jagten på et nyt sted.
– Vi ønsker, at vores bygninger i deres udtryk lever op til navnet om, at vi er en åben kirke. Jeg synes faktisk, at den smukke ikoniske bygning med den tilhørende glasbygning signalerer åbenhed og transparens. Det er værdier, vi gerne vil måles på, understreger Lars Bo Olesen. – Med en beliggenhed skråt over for byens største indkøbscenter vil mange herninggensere forhåbentlig blive mindet om, at vi er en åben kirke, hvor alle er velkomne.
Åbenkirkes plan er, at alle kirkens aktiviteter og arrangementer finder sted i de nye faciliteter inden udgangen af 2021.