René Trost-Tryck har 25-års jubilæum
Den 1. januar 2021 kunne René Trost-Tryck, præst i Sjølundkirken i Næstved, fejre 25 år som frivillig præst i Apostolsk Kirke. Det skete blot et par måneder efter, at han fyldte 60 år i oktober 2020. I den anledning afholder Sjølundkirken en reception søndag den 20. juni 2021, kl. 13.00 – 16.00 i Sjølundhuset, Præstøvej 10A, 4700 Næstved. Hvis man gerne vil deltage, bedes man tilmelde sig til Anne på anne@sjoelundkirken.dk senest den 13. juni.
René gik efter nogle profetiske ord ind i præstetjenesten som frivillig præst i 1996 ved siden af sit job som sælger, og han var senere med til at stifte Sjølundkirken – en sammenlægning af Pinsekirken og Apostolsk kirke i Næstved i 2001. Han er født og opvokset i Nordsjælland, men mødet med en ung pige fra Næstved trak ham sydpå. René blev gift med Anne, og de har begge trofast tjent sammen i Apostolsk Kirke gennem mange år, bl.a. som juniorklubledere og ledere på teenagelejre på Kongelejren gennem en årrække. De har begge også været med i kirkens ældsteråd / lederteam i rigtig mange år.
René elsker at tale (han er jo sælger) og har et stort netværk, og derfor har han rodet sig ind i mange ting både i kirkeligt regi, i lokalt kulturelt frivillighedsarbejde og i forskellige bestyrelser, bl.a. i en børnehave, en genbrugsbutik og som formand for Skovbo Efterskole ved Ringsted. Han er også en af de tunge drenge i Apostolsk Kirkes netværk, da han i mange år har været medlem af Serviceteamet. René er meget vellidt, og han nyder stor respekt omkring sig. Han er ærlig og principfast. Han er en god strateg og problemknuser og har stor omsorg for og tillid til sine medmennesker, hvilket har betydet meget for mange mennesker gennem tiden.
Lige nu søger Sjølundkirken en lønnet halvtidspræst, men indtil den rette er fundt, fortsætter René ufortrødent som frivillig præst. Et stort tillykke til René med de 25 års tro tjeneste i Apostolsk Kirke, og Guds fortsatte velsignelse over såvel tjenesten som arbejds- og familielivet.