Efterskolen Kildevæld trækker EC tættere på
Efterskolen Kildevæld vil allerede fra det kommende skoleår forvandle deres 10. klasses tilbud og trække Euroclass-linjen tættere ind på skolen i en ny form.
Skolen ønsker at øge samarbejdet med institutionerne på den “grønne græsplæne” i Kolding (Kirkeibyen, ACTS Akademi og Lykkegårdskolen) og styrke relationerne med både de apostolske kirker og det brede kirke-Danmark. Samtidig ønsker Kildevæld at give de teenagere, der vælger at bruge et år eller flere på skolen, et bedre udgangspunkt for at tage stilling til deres personlige tro og forhold til kristen livsstil.
- Vi er som skole med i et nyt forskningsprojekt ved Syddansk Universitet om betydningen af eksistentiel og åndelig dannelse blandt børn og unge, siger forstander Kamilla Seerup. - Vi kommer til at bidrage med vigtig viden plus selv blive klogere på, hvordan vi som skole kan medvirke til sund kristen dannelse og tro til livet blandt teenagere i Danmark.
I forbindelse med udviklingen af den nye profil har lederen af Euroclass, Morten Pedersen, valgt at søge nye veje fra afslutningen af skoleåret 21/22. Kildevæld er meget taknemlige for Morten og Annes arbejde med de unge på EC i de år, de har ledt denne del af efterskolen.
Der vil komme mere information om den nye profil på Kildevæld i det nye år. Følg med på skolens hjemmeside og sociale medier.