Sommer-missionsture for unge er et hit
AKBU har under navnet ”Horizon” taget initiativ til at sende unge ud på missionsture til sommer. Der er mulighed for at komme ud til tre destinationer på to kontinenter: Moldova, Nepal og England.
For få år siden satte corona en stopper for alles udlandsrejser, men lige nu melder de unge sig i stor stil til at komme ud i verden for at bidrage med hjælp og dele troen på Jesus. Så meget, at der kun er få pladser tilbage.
”Vi tror på, at der sker noget livsforvandlende, når vi selv får lov til at gå ud på Jesus’ befaling om at 'gå ud i alverden og gør alle folk til mine disciple...', og derved sætter os selv i spil. Du er ikke længere en tilskuer, men en aktiv del af Guds arbejde på jorden”, siger Adam Lundsteen, der står for Horizon. Han lover, at der bliver oplevelser for livet.
”Du får lov til at møde mennesker, som for evigt kommer til at sætte præg på dit liv. Du kommer til at se og opleve momenter, der sætter spor i dit liv og i de mennesker du møder.”
Turene er arrangeret, så man stadig kan deltage i årets Youth Camp under SommerCamp. Du kan læse mere og tilmelde dig på www.akbu.dk/horizon