Mangfoldighed i internationale kirker
Flere af de apostolske kirker har et internationalt præg, fordi en stor del af medlemmerne er flygtninge eller indvandrere. Det er bl.a. tilfældet i Brønderslev International Apostolsk Kirke og i Horsens Frikirke, og da krigen i Ukraine brød ud i 2022, fik Midtjyllands Frikirke i løbet af få uger dobbelt størrelse. Der er noget særligt ved en forsamling med mange nationaliteter, og Orla Møller, der er præst i Horsens, kender både til glæderne og udfordringerne ved, at 40 procent af forsamlingen er udlændinge, mange af dem afrikanere.
”Det er let at støtte mission i udlandet, men hvis vi ikke vil have med mørke mennesker, der bor i vores eget land at gøre, så er der noget galt,” siger han. ”Hvis vi siger, vi er apostolske, er sendt, og kun rækker ud til vores egne, er det godt nok fattigt. Vi oplever, at der er afrikanere, som har prøvet forskellige kirker, og ikke har følt sig hjemme, før de kommer til os, og så oplever de, at vores udtryk ligner lidt af det, de er vant til hjemmefra. Vi forsøger at være en missionsbevidst menighed ved at favne mange forskellige nationaliteter.”
I Brønderslev er 60 procent af forsamlingen udlændinge, og der er 16 forskellige nationaliteter repræsenteret. Martin og Ruth Mutale blev oprindeligt udsendt fra Apostolsk Kirke i Zambia til mission i Europa, og i en årrække stod de for de internationale gudstjenester i Aalborg. Men Gud havde planer for dem i Brønderslev, og med tre asylcentre i og uden for byen var der god grobund for en international kirke. Det blev en realitet i 2018.
”Vi havde på hjerte at flytte hertil, fordi vi allerede holdt internationale gudstjenester. Vi var overbevist om, at Gud ledte os til Brønderslev, og vi så, at hans hånd var med os i det,” siger Ruth Mutale.
Martin Mutale mener, at der er plads til mange flere internationale kirker i Danmark. I Brønderslev lægger de vægt på, at hovedsproget er dansk, fordi kirken er en del af det danske samfund, og i gudstjenesten er der et miks mellem dansk og andre kulturer. Samtidig er han klar over, at en kirke med mange farvede også er lettere at finde sig til rette i, hvis man selv er farvet.
”Da vi kom til byen, var det mest kvoteflygtninge. Nu er de blevet nydanskere, og de fleste ønsker at connecte med os som kirke, fordi vi ikke primært er hvide,” siger Martin. ”De har lettere ved at blive en del af kirken, fordi kirken er åben for andre farver. De fleste udlændinge, der ankommer til Danmark, er religiøse, så mulighederne er mange.”
Orla Møller er født i Nigeria, hvor hans forældre var missionærer. Det er en af grundene til, at han generelt er meget interesseret i Afrika og ikke er nervøs for den internationale setting. Men han ser ofte, at det kan være svært for nogle at finde sig til rette blandt folk, der ser anderledes ud.
”Vi lægger meget vægt på hygge og fællesspisning. Helt intentionelt forsøger vi at få folk til at snakke med hinanden,” siger han. ”Man drifter ofte ind i en modus, hvor man kun taler med dem, der ligner en selv. Det gælder fra begge sider. Så sidder afrikanerne ved et bord og danskerne ved et andet. Men vi forsøger at være intentionelle med at lære hinandens navne og tale med hinanden.”
I Horsens oplever de også, at afrikanske missionærer begynder at rejse tilbage med evangeliet til deres egne lande. De har et missionsprojekt, som støtter en kirke i Mombasa i Kenya, fordi en af deres medlemmer fik et kald til at bygge en kirke der, og der er stor interesse og engagement i projektet fra folk i kirken.
”Det kan berige vores missionsengagement, at det er afrikanere, der rejser tilbage og bidrager til mission. At det er nogle af vores egne. Det er svært at få afrikanere herop og fortælle om mission, da det er svært at få visum, men det her er en anden vinkel,” siger Orla.
Velsignelsen går begge veje
Midtjyllands Frikirke har nogle værelser, som de lejer ud, og da ukrainerne begyndte at strømme til Danmark i foråret 2022, var det naturligt at tilbyde nogle af dem husly.
”De kom en mandag og om tirsdagen inviterede vi på dansk-ukrainsk fællesspisning, som blev et kæmpe tilløbsstykke,” husker Ulrik Flinta, der er præst i Midtjyllands Frikirke. ”I starten lavede vi nogle få sociale ting en gang om måneden, og om sommeren havde vi sponsoreret en udflugt til Silkeborgsøerne.”
Men ukrainerne begyndte selv at udtrykke, at de godt kunne have lyst til at have nogle kirkesamlinger. Og da det ukrainske ægtepar Pavel og Julia gik ind i det, begyndte det at vokse. Pavel havde været i gang med et træningsforløb til præstetjeneste i Kyiv, og i dag er han primus motor for den ukrainske menighed, som er lige så stor som den danske i Midtjyllands Frikirke. Der er ukrainsk gudstjeneste kl. 9-9.45, derefter er der fællesskab med kaffe og rundstykker for både ukrainere og danskere, og så begynder den danske gudstjeneste kl. 10.30.
”Når det er noget med forskellige sprog, er det hele mere kaotisk, men også mere sjovt,” siger Ulrik. ”Selv om vi ikke kan udtrykke os så godt, som vi gerne ville, kan vi med kropssprog føle, vi har noget sammen. Jeg ved, at det betyder rigtig meget for danskerne i menigheden. De har hele tiden været meget positive og har fået meget igen. Som lille menighed har vi fået foræret et formål, hvor vi ikke rigtig vidste, hvad vi egentlig skulle. De fleste var for gamle til at gå på gaden og evangelisere, men vi kunne da bede. Det har boostet en masse ting. Det er helt vildt.”
Ukrainerne sætter gange i mange ting, som kirkens øvrige medlemmer støtter op omkring. De har bl.a. lavet et arrangement med streetfood, hvor borgmesteren var til stede. Efterfølgende kunne de sende 30.000 kr. til kirken i Kyiv, og i sommeren 2023 lavede de sommerlejr med 70 tilmeldte. Når Midtjyllands Frikirke har arbejdslørdag kommer der 15-20 mennesker, og det er meget i en kirke, hvor der ellers kun er 30 medlemmer.
”Den store lære har nok været, at hvis vi velsigner andre for deres skyld, så får vi selv så meget tilbage. Gud åbnede nogle døre, og vi gik ind ad dem,” siger Ulrik. ”Det er klart det mest livsbekræftende, vi har prøvet som kirke. 80 procent af de ukrainere, der kommer, er fra en ikke-kirkelig baggrund. Der er mange af dem, som er begyndt at tro, så det er megafedt, at Danmark kan blive en anledning til, at de hører om Jesus og tager nogle skridt.”
Der er også andre kirker i netværket, der har et internationalt tilsnit. Kirkeibyen i Kolding holder international gudstjeneste søndag aften, hvor alt foregår på engelsk. Gudstjenesten har et ungt udtryk, og bliver flittigt besøgt af både studerende fra byens internationale studiesteder, elever fra Acts Academy og kirkens egne unge, foruden mange andre, der nyder den form og kultur, som efterhånden er bygget op gennem flere år.
I Jakobskirken i Esbjerg kan der på en helt almindelig søndag være ti forskellige nationaliteter repræsenteret, og der er blandt andet en del brasilianere i kirken. Således er også kirkens præsteaspirant, Leandro Fioretti, fra Brasilien. Men Carrie Lautrup, der selv kommer fra USA, vil ikke kalde kirken international.
”Det er bare vores kirke,” siger hun og smiler. ”Vi har ikke planlagt at den skal være international.”
Sproget kan nogle gange være en udfordring, for det er ikke alle, der er gode til dansk, men Hans Lautrup, der er en del af kirkens ledelse, understreger, at alle uanset baggrund har noget at bidrage med, som de andre kan få glæde og gavn af.
”Vi gør vores bedste for at hjælpe dem med en anden etnisk baggrund end dansk,” siger han. ”Det kan være svært for dem at forstå det danske system, så der er nogle gange brug for noget tålmodighed, men vi finder ud af det. Til gengæld har de også en masse godt i bagagen, som de kan byde ind med. Så vi velsigner hinanden, og det beriger kirken.”
Også Jyderup Frikirke på Sjælland har glæden af en mangfoldighed i kultur og udtryk. Selv om det er en af de mindre kirker i netværket, kommer halvdelen af medlemmerne fra 15 forskellige lande, der er spredt ud over både Afrika, Sydamerika, Asien og Europa. Bortset fra helt i starten har der altid siddet folk med en anden etnisk baggrund end dansk med i ledelsen.
”Vi har altid haft mange udlændinge i kirken,” siger Hans Jensen, der er præst i kirken. ”Gud har ingen favoritter, han elsker alle nationaliteter.”
Missionsiveren er stor, så omkring 50 % af gaverne, der bliver indbetalt i Jyderup, går til forskellige missionsprojekter. To gange om måneden bliver gudstjenesten holdt på engelsk med oversættelse til dansk, og hvis der er ukrainere på besøg, så bliver der også sørget for oversættelse til dem.
”Der er noget stærkt i at være sammen på tværs af kulturer,” siger Hans. ”Det er selvfølgelig ikke altid problemfrit, der skal nogle gange arbejdes med det, men de positive sider fylder langt mere end de negative. Jeg vil ikke undvære det for noget.”