Foreninger må lave udendørs aktiviteter
Selv om de fleste aktiviteter i kirkerne stadig er lukket ned, er der også lyspunkter. Sidst i april kunne Apostolsk Kirkes Børn og Unge (AKBU) fortælle, at myndighederne har slækket en smule på de strenge krav, så foreninger nu gerne må lave udendørs aktiviteter for 10 personer – med 2 meters afstand.
I Kirkeibyen i Kolding tog Teen Radical hurtigt meldingen til sig, og i mandags inviterede de teenagerne til deres første samling i to måneder: En bålaften i to afdelinger på hver en time, så gruppen kunne deles op i enheder på 10 inklusive ledere.
Vi opfordrer kirker og ungdomsforeninger i det apostolske netværk til at være kreative og tænke denne mulighed ind i deres tilbud til børn og unge den næste tid. Det gælder også, hvis den sociale distancering fortsætter ind i sommerferien og sætter en stopper for sommerlejrene.
AKBU holder sig tæt orienteret via Dansk Ungdoms Fællesråd om, hvordan kirkernes B&U-foreninger kan lukke op, samt hvilke restriktioner der vil være i forhold til en evt. åbning for at holde lejre. Foreløbige meldinger tyder på, at det er sandsynligt, at B&U-foreningerne kan lukke op for aktiviteter, før kirkerne kan. Hold dig orienteret på AKBUs facebook-side. www.facebook.com/akbudk
Kirkerne i vores netværk har været meget kreative med online tilstedeværelse de sidste par måneder – nu kommer der en tid, hvor vi får mulighed for at være kreative med udendørs aktiviteter. Lad os gribe den mulighed, så sommeren ikke kun huskes for alle aflysningerne, men tværtimod for nye initiativer og måder at være sammen på – udenfor hver for sig.