Indsættelse af ny præst og daglig leder i Nykøbing Mors Frikirke
På søndag d. 30. juni indsættes Peter Haldimann Nielsen som præst i Nykøbing Mors Frikirke. Peter leder allerede Lemvig Kristne Center, men har sagt ja til også at tage det pastorale ansvar for Nykøbing Mors Frikirke. Samtidig indsættes Poul-Henrik Carl, der har været en del af menigheden i Nykøbing Mors gennem 15 år, som daglig leder. Poul-Henriks hustru, Birgitte, fortsætter som kirkens sekretær. Ægteparret Carl har et kæmpestort hjerte for mennesker, og indsættelsen stemmer rigtig godt med det kald, Gud har givet dem.
Peter Haldimann Nielsen bliver boende i Lemvig sammen med sin hustru, Nathalie, og deres tre børn, og han vil være til stede ved gudstjenester i Nykøbing Mors to gange om måneden og derudover ved ledermøder og et antal møder på hverdage.
Allerede i 2018 fornemmede Peter og Nathalie, at der var nye ting under opsejling, og Peter tog et års orlov fra sit arbejde som social- og sundhedsassistent på et diakonhjem, så han kunne få mere tid til sit kald og sin tjeneste som præst. Et kald, han har båret på, siden han var 18 år. Derfor var Peter klar, da Laurids Hjørnholm på vegne af lederteamet i Nykøbing Mors spurgte, om han også ville være præst for Nykøbing Mors Frikirke.
- Jeg kunne havde sagt JA på stedet, siger Peter Haldimann Nielsen. - Det var dét, vi ventede på. Samme morgen var min hustru i sin morgenbøn blevet overbevist om, at der nu var mere arbejde til mig. Efter flere samtaler med ledere i Lemvig Kristne Center og med vores supervisor Niels-Peter Hedegaard, hvor alt var blevet vendt, takkede jeg ja.
- Det er helt klart Gud, der har ledt os frem til denne løsning for Nykøbing Mors Frikirke, siger Laurids, der har været præst indtil nu. - Vi har oplevet, hvordan Gud har åbnet den ene dør efter den anden. Vi er meget taknemmelige.