SC18-indsamling rykker i Zambia
På Sommercamp 2018 blev der samlet over 250.000 kroner ind. Det ene af projekterne, som fik glæde af gaven, var projektet OpenChurch I Ndola, Zambia, som er en menighedsplantning med baggrund i Åbenkirke i Herning. Kirken i Ndola ledes af Malene Vejnø, som takker for gaven og fortæller om de spændende tiltag, de har sat i gang:
40 målrettede dage
I efteråret kørte vi kampagnen ”40 målrettede dage” med Rick Warren. Midler fra SommerCamp hjalp os med at løfte niveauet for marketing og praktisk udførelse – med gode resultater. Under kampagnen øgede vi antallet af deltagere på gudstjenesterne med 50%, og både medarbejdere og besøgende havde oplevelsen af momentum.
Det var ikke kun ord, man blev også udfordret til at handle på og leve et målrettet liv. Det betød bl.a. at 11 mennesker blev døbt og delte nogle skønne vidnesbyrd om en Gud, som gør alting nyt, og kan vende op og ned på vores tilværelse.
Filmaften i en pakket sal
Den sidste fredag i november viste vi filmen ”The Star” – en animeret film som på en sjov og bibeltro måde fortæller om den første jul. Der kom flere mennesker, end vi havde drømt om. Familie efter familie kom til – de fleste mennesker, vi aldrig havde mødt før. Det gav os en anledning til at fortælle om OpenChurch og invitere til en måned med jul og familiearrangementer. Der var forældre med, som normalt er for travle til deres børn, som tog tid og fik en oplevelse med deres børn. Og netop fælles familieaktiviteter er en mangelvare i denne kultur. Derfor drømmer vi at styrke familieindsatsen det kommende år, og det har vi nu mulighed for takket være midlerne fra SommerCamp.
RUKAhub - Wings for Your Dreams
Min mand Andreas har gennem det sidste år drømt om at skabe et netværk for unge med talenter indenfor marketing. Kirken lejer kontorlokaler og konferencelokale lokalt i byen. Konferencelokalet er nu blevet givet til RUKAhubb (“RUKA” er swahili og beskriver den bevægelse, som foregår, når en ørn letter). Midler fra SommerCamp har gjort det muligt at indrettet et kontorlokale som er attraktivt og nyskabende. Der bliver skabt 10 kontorpladser, som alle skal gives til unge, håbefulde zambianere, som får en unik mulighed for at “lette” i livet og gøre drømme og talenter til virkelighed.